AaB-stjerne klar til tortur
Rasmus Würtz begræder, at han ikke må spille på søndag.
Rasmus Würtz skal tortureres på søndag.
AaB’s viceanfører skal – formentlig – ikke i den mørke afdeling af den lokale swingerklub. Han skal på stadion og se sit hold i topkampen mod Brøndby.
Spille må han ikke. For nu at blive i terminologien, så har han været slem. Så slem, at han er tildelt karantæne på søndag.
»Det er ren tortur,« sagde Rasmus Würtz efter at have været sit holds bedste i pokalsemifinalen mod Horsens.
Tacklede sig til søndagsfri
Det var i lørdagens Superliga-kamp i Herning, at Würtz tacklede sig til søndagsfri. Derfor kunne han godt brænde igennem mod Horsens, hvor en håndfuld AaB-stamspillere endte med at blive skånet helt eller delvist.
»Jeg skal først spille om en uge i Viborg, så jeg kunne spille igennem,« sagde Würtz.
Han er i gang med det, der ligner hans karrieres bedste sæson. Det nye system med ham hængende bag løbefænomenet Kasper Risgård passer tilsyneladende perfekt til Rasmus Würtz, der tidligere lå side om side med Thomas Augustinussen på den centrale midtbane.
»Det har været en lang karriere, så jeg kan ikke lige sige om dette er min bedste sæson. Men det går godt for holdet og vores spillestil passer mig virkelig godt. Rollefordelingen gør, at alle får det bedste frem i hinanden og derved har vi fået modet til hele tiden at spille bolden frem. Det er virkelig sjovt at spille på den måde,« understregede Rasmus Würtz.