Fortsæt til indhold
Fodbold

Læserne: Børn skal lære at tabe

Hvorfor skal børn spille fodbold uden resultater og stillinger, spørger JP’s læsere.

De færreste vil benægte, at lysten til at vinde og ligge i toppen af tabellen er en stærk motivation for unge fodboldspillere.

Men børn skal være børn og ikke ligge under unødigt pres fra trænere, ledere og forældre, mener Dansk Boldspil Union (DBU), hvis officielle holdning er, at tabeller og resultatformidling ikke hører hjemme i børnefodbold (U13 og nedefter).

På den baggrund har DBU Sjælland netop besluttet, at børnerækkerne deles op imellem U10 og U11/12, fordi 11-12-årige kan betragtes som "betweens," mens 9-10-årige stadig er børn.

Og U10-spillerne skal ikke længere spille med resultatformidling.

Blødsøden pædagogik

Det har fået sindene i kog hos størstedelen af de JP-læsere, der på Facebook flittigt debatterer tiltaget fra DBU Sjælland samt DBU's officielle holdning.

Blandt andet skriver Anne Carlsen, at "børn ikke skal pakkes ind i vat og beskyttes mod alting."

"Der er jo en grund til, at der bliver skrevet om, at vores børn i dag er små "konger" og "dronninger." Al den blødsødne pædagogik gavner ikke vores børn, tværtimod," skriver hun.

Sandra Corfitz supplerer:

"I virkeligheden er der vel ingen forældre, der vil give deres børn følelsen af at være en taber, men man kan ikke vinde altid, og jeg tror, konkurrence og sport er med til at forberede ungerne på de nederlag, der med garanti kommer i løbet af deres liv."

Medaljer til de mindste

Læser man de over 100 kommentarer, som artiklen om resultatformidling har affødt, er det svært at finde én, der støtter op om tiltaget.

Det skal dog for god ordens skyld nævnes, at man i børnefodbold fortsat tæller antallet af mål under en kamp. Resultatformidling drejer sig udelukkende om, at resultaterne ikke offentliggøres på internettet, og at man ikke laver tabeller og stillinger.

Ikke desto mindre er det tydeligt, at flertallet af læserne opfordrer DBU til at ændre holdning, således at tabeller og resultatformidling også bliver en del af børnefodbold.

"Selvfølgelig skal børn have lov at se resultaterne. Fra 7- eller 8-årsalderen går de meget op i, hvem der vinder, og hvordan de andre hold ligger i tabellen. Men det er fint, at der er medaljer til alle de mindste," skriver Bente Larsen.

Hvad mener du? Skal man holde fast i, at børn skal spille fodbold uden at blive målt og vejet, eller skal de allerede i en tidlig alder introduceres for resultater, tabeller og stillinger?

Deltag i debatten herunder.