Fortsæt til indhold
Tour de France hold

OL-vinder: Kvinder skal også have Tour de France

97.000 underskrifter og månedlange diskussioner med Tour-ledelsen. Marianne Vos kæmper for at gøre kvindecykling større.

Inden de mandlige cykelryttere kører i mål på Champs-Elysées søndag, vil vejene lægge asfalt til et nyt endagsløb for kvinder: La Course by Le Tour.

Løbet er kommet i stand, efter at bl.a. den kvindelige OL-vinder og verdensmester i cykling, Marianne Vos, har forhandlet med Tour de France-ledelsen i ni måneder.

Som en del af organisationen Le Tour Entier kæmper hun for at gøre den kvindelige side af cykelsporten større. Søndagsløbet er første skridt på vejen.

"Et ikonisk løb"

"Det er en stor drøm for os at cykle på Champs-Elysées. Tour'en er en af de mest ikoniske, historiske løb i cykelsporten, og den bliver vi nu en del af. Lad os se, om vores løb kan udbrede sporten - hvis der er flere hold, flere ryttere, vil kvaliteten blive højere, og løbet vil blive endnu mere interessant," siger Marianne Vos i et interview med The Guardian.

Endagsløbet, der begynder kl. 12:50 lokal tid, foregår over en strækning på 90 km.

Håbet er at få Tour de France for kvinder tilbage på programmet, efter at den kvindelige udgave af løbet først mistede retten til navnet "Tour de France Feminin", siden dalede fra 15 til fem etaper for så at blive helt aflyst fra og med 2010.

Næsten 100.000 bakker op

Marianne Vos og resten af organisationen Le Tour Entier startede sidste sommer en underskriftsindsamling, der ønskede, at kvindernes Tour de France vendte tilbage.

Med 80.000 underskrifter i ryggen kunne hun senere mødes med Amaury Sport Organisation (ASO), der organiserer Tour de France, og søndagens løb i Paris blev efter en realitet. Da underskriftsindsamlingen på hjemmesiden change.org blev lukket, havde 97.307 personer skrevet under.

Vil kopiere tennis og atletik

Marianne Vos henviser til, hvordan man i atletik og tennis med stor succes har formået at øge samarbejdet mellem den kvindelige og mandlige del af sporten, hvilket bl.a. ses ved Wimbledon, hvor man uanset køn dyster under ét og samme arrangement.

"Jeg fokuserer ikke på at få en tre uger lang Tour lige nu, for det er umuligt at få til at passe ind i vores kalender. Vi bliver nødt til at tage et skridt ad gangen," siger hun.

Marianne Vos blev i november sidste år kåret som årets damerytter i Holland - for ottende år i træk. Blandt sine mange sejre vandt hun i 2008 OL-guld i pointløbet, i 2012 OL-guld ved landevejsløbet, og så har hun vundet VM i cykel cross syv gange. Sidste år vandt hun Flandern Rundt for kvinder.