Fortsæt til indhold
Cykling

Medie: Google bliver storsponsor for Riis

Team Saxo-Tinkoff har indkaldt til pressemøde ved Googles hovedsæde i London.

Internetfirmaet Google bliver ny sponsor for Bjarne Riis' cykelhold, Team Saxo-Tinkoff.

Det erfarer DR Sporten.

Dermed tyder det på, at det ikke er tilfældigt, at Team Saxo-Tinkoff og Bjarne Riis mandag har indkaldt til pressemøde ved Googles hovedsæde i London.

Google har afvist at kommentere sagen.

Vigtige nyheder om fremtiden

Saxo Bank-Tinkoff meddelte tidligere fredag, at der på pressemødet vil blive præsenteret "vigtige nyheder om holdets fremtid".

Pressemødet afholdes på mandag klokken 16 dansk tid ved Googles kontorer på Central St. Giles i centrum af den britiske hovedstad.

Ifølge en pressemeddelelse vil Bjarne Riis være til stede sammen med spanske Alberto Contador og irske Nicolas Roche.

Pressemøde med Tinkov?

Pressemødet bliver holdt samme dag og i samme by, som Oleg Tinkov tidligere fredag meddelte gennem Velonews, at han vil offentliggøre købet af en licens fra et UCI Pro Tour-hold.

Hvilken forbindelse der bliver mellem Tinkovs og Riis' præsentation er dog endnu uvist.

Hverken Oleg Tinkovs forhandler Stefano Feltrin eller Alberto Contadors pressemedarbejder Jacinto Vidarde ville fredag aften over for BT bekræfte, om pressemødet handler om en aftale om et køb af cykelholdet fra Oleg Tinkovs side, som der tidligere er spekuleret i.

Flere medier har i løbet af dagen også spekuleret i, at Bjarne Riis kan fortsætte som sportsdirektør for holdet, hvis den russiske forretningsmand køber holdet, men dette er ligeledes ubekræftet.