Wozniacki har ny træner i kikkerten
Trods to mislykkede forsøg er den danske tennisspiller stadig opsat på at udskifte sin far Piotr med et topnavn.
Tredje gang skal være lykkens gang for Caroline Wozniacki.
Efter to trænerfyringer i 2012 arbejder den danske tennisspiller for øjeblikket sammen med sin far, Piotr Wozniacki, der imidlertid efter eget udsagn snart skal pensioneres som træner.
»Vi har et par stykker til at hjælpe os som rådgivere, for lige har de begge andre aftaler, men det bliver snart anderledes. Meningen er, at en af dem skal være Carolines nye træner, og det er kun et spørgsmål om, hvem vi i sidste ende har mest tillid til,« fastslår Piotr Wozniacki.
»Sidste år ændrede ikke noget på, at vi helt grundlæggende har ønsket at foretage et skifte. Jeg skal væk fra det her cirkus, så jeg kan blive hjemme, se kampene på tv og kun tage ud til få turneringer, mens en anden træner styrer arbejdet med Caroline. Vi har fundet brikkerne, nu arbejder vi bare på at få dem alle til at passe.«
Uden at have haft egne erfaringer med professionel har han ført sin datter op til den absolutte verdenstop, og makkerparret har syntes uadskilleligt.
Fuldt ansvar til ny træner
Ikke mindst i kølvandet på den forgangne sæsons hændelser.
I efteråret 2011 blev Ricardo Sanchez ud af det blå præsenteret som Caroline Wozniackis nye træner, men spanieren blev kasseret allerede i februar 2012 og kort efter afløst af Thomas Johansson. Den svenske grand slam-vinder havde i begyndelsen held til at placere sig centralt i Wozniacki-lejren, men efter flere resultatmæssige skuffelser blev også han vippet ud i slutningen af oktober sidste år.
De korte forløb har ført til analyser af, at hverken Caroline eller Piotr Wozniacki reelt er klar til dels at lytte efter andre end sin far, dels lade andre få det fulde ansvar for arbejdet, men direkte adspurgt nægter sidstnævnte, at han har problemer med at lade andre komme til.
»Nej, nej, den nye træner overtager det fulde ansvar, og det har været meningen hele tiden. Trænerne sidste år var bare ikke optimale for Caroline. De ville naturligvis gøre alt for at hjælpe hende med deres redskaber, men det føltes ikke godt for Caroline, så hun besluttede selv at sige stop og blive klogere på sine ønsker, inden hun beslutter sig endeligt,« forklarer Piotr Wozniacki.
Beslutningen er tæt på
»Vi søger én, der kan blive sammen med hende i resten af hendes karriere og ikke kun et halvt år, for det er skidt og ødelægger meget. Caroline er voksen nok til at tage beslutningen, selv om det ikke er så nemt, for man skal finde én, der forstår Carolines spil og personlighed. Hun bliver aldrig Serena Williams, alle har sin egen spilforståelse, teknik og styrke, og nu har vi fundet de to, som vi tror på, og forhåbentlig kan vi snart tage en beslutning.«
Piotr Wozniacki afviser, at den seneste tids svigtende resultater kommer til at påvirke løsrivelsesprocessen i hverken den ene eller den anden retning, og som ekspertkommentator på Eurosport glæder Michael Mortensen sig til at følge de næste skridt.
»Piotr har gjort et fantastisk stykke arbejde, men man må også sige, at Caroline har brug for et eller andet nyt, og måske Piotr ikke kan tilbyde hende det. Hvis tiden er inde, er det allervigtigste, at de giver den nye mand en reel chance,« understreger Michael Mortensen.
»Han skal kunne sætte aftryk og have frie hænder til at føje nye ting til hendes spil, og derfor skal de også holde sig fra at skifte ham ud, selv om det kan komme til at drille i begyndelsen.«