Brian Holm: Det er nordmændenes skyld, at vi snart skal undvære podiepiger
De flotte, letpåklædte piger droppes både til VM og Vuelta a España.
I disse tider toner de letpåklædte podiepiger nærmest dagligt frem på landsdækkende tv herhjemme. Sådan har det altid været, når der cykles i Frankrig, men andre steder er det snart forbi.
Først meldte nordmændene, at de dropper podiepigerne, når det til september køres VM i Bergen, og nu følger spanierne trop. Når landets største cykelløb, Vuelta a España, køres i næste måned bliver det således »smagfuldt klædte« mænd og kvinder, der skal uddele den røde føretrøje.
Udviklingen falder bestemt ikke i god jord hos Brian Holm, der direkte beskylder nordmændene for at stå bag fyringen af podiepigerne.
»Det er noget nordmændene har fundet på. Det er den norske moral. Jeg blev så forbandet sur, da jeg så overskriften om Vueltaen,« siger den danske sportsdirektør til NRK.
Han mener, at podiepigerne er en del af kulturen i cykelsporten på linje med champagnen. De bidrager til den festlige stemning, som nordmændene nu er begyndt at ødelægge. Ikke engang svenskerne kunne finde på noget lignende, lyder det.
»Selvfølgelig er det Norges fejl at podiepigerne forsvinder. Det er dem, som startede det. Det var dem, der fandt på, at det var sexistisk og udstillede kvinderne. Ikke engang svenskerne kan finde på noget lignende, og er det nogen som er idioter, så er det svenskene. De har ikke engang cykelløb,« fortsætter Brian Holm til den norske tv-station.
Kritikken har endnu ikke fået præsidenten for det norske cykelforbund til at ryste på hånden. Tværtimod tager han den danske dundertale med et smil, og kalder podiepigerne en »utidssvarende ting, som har været der alt for længe«.