Fortsæt til indhold
Sport

Danske Spil leverer »kongeodds« og pengegaver til ludomaner

Det møder hård kritik fra Center for Ludomani og partier på Christiansborg.

Danske Spil har ansvarlighed som kerneværdi. Alligevel sender selskabet ”gode” tilbud til ludomaner, der står i Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (Rofus). Det sker via e-mails, som Danske Spil sender til 50.000-100.000 af sine kunder, selv om mange ludomaner har tilmeldt sig Spillemyndighedens nye ordning ”nej tak til spillereklamer”.

Ordningen er en besked om ikke at lokke dem til at spille, men den er frivillig for spilleselskaberne. 5 af 38 spilleselskaber i Danmark har tilmeldt sig. Statsejede Danske Spil er ikke et af dem. Derfor kan det ikke se, hvem der er ludomaner blandt modtagerne af selskabets tilbud.

»Vi er dybt overraskede over, at landets absolut største spillefirma, der er ejet af os alle sammen, ikke er gået forrest med at få indført denne ordning og derved bidrager til at sætte en standard,« siger souschef Henrik Brandt, Center for Ludomani.

V: Dette er ikke godt nok

Den 29-årige Christian er ludoman. Han ønsker at være anonym, men hans fulde navn er Jyllands-Posten bekendt. Christian meldte sig i februar ind i Rofus og sagde »nej tak til spillereklamer«. Alligevel modtog han derefter 17 tilbud i løbet af 22 dage fra Danske Spil med »kongeodds« og pengegaver til online casino.

Det forklarer Danske Spil med, at teknologien i ordningen ikke virker.

»Det nye system fungerer ikke for os it-mæssigt. Vi er selvfølgelig utroligt frustrerede og irriterede over, at vi ikke har mulighed for at koble os på det, når Spillemyndigheden endelig kommer med et system,« siger Stine Hove Marsling, CSR-direktør i Danske Spil.

Spillemyndigheden afviser problemerne og oplyser, at den ikke tidligere har modtaget kritik fra Danske Spil over løsningen.

Venstre og Dansk Folkeparti opfordrer Danske Spils bestyrelse til at tage affære.

»Man har et ansvar som offentlig udbyder af spil for, at man ikke er med til at underløbe folk i behandling for ludomani. Dette er ikke godt nok,« siger finansordfører Jacob Jensen (V).