Dine internet-besøg kan gøre flybilletten dyrere
Flyselskaber bruger dine besøg på internettet til at skrue prisen på din billet kunstigt op.
Klik, klik, klik. Ved et trylleslag er din flybillet til Berlin pludselig blevet dyrere end for en time siden.
Flyselskaber kan bruge dine besøg på hjemmesider, hvor der sælges flybilletter, til at gøre flyrejsen dyrere.
Dynamisk prissætning foregår generelt på internettet, men luftfarten er en af de brancher, hvor det er mest udbredt, forklarer forsker i e-handel, professor Niels-Bjørn Andersen fra Copenhagen Business School.
”Flyselskaberne er i dag i en ekstrem konkurrencesituation. De er pisket til at hoppe fra sten til sten for at få så høj en pris for deres produkt som muligt. Så der er ikke noget til at sige til, at de skimmer markedet for at få de villige forbrugere til at betale så meget som muligt,” siger han.
Prissætningen sker ved hjælp af de såkaldte tredjeparts-cookies, som computeren gemmer, og som sladrer om, at du lige har tjekket priserne ud hos et konkurrerende flyselskab.
Flybranchen bekræfter
Fremgangsmåden bekræftes af brancheforeningen Dansk Luftfart, hvor blandt andre SAS og islandske Primera Air er medlemmer.
Her påpeger direktør, Michael Svane, at det er helt lovligt at bruge data til at justere priserne over for den enkelte kunde. Det bliver kun problematisk i tilfælde, hvor selskaberne ikke oplyser kunderne om, hvordan de bruger oplysningerne, mener han.
”Selskaberne bruger de her værktøjer til at skræddersy tilbuddene og indrette deres prisstruktur. Det kommer vi med sikkerhed til at opleve endnu mere af, uanset om vi søger efter bøger, feriehuse, flybilletter eller cykler. Men jeg synes, at man skal gøre kunderne opmærksomme på det,” siger han.
Michael Svane påpeger, at brugen af oplysninger om kundernes net-adfærd også kan resultere i billigere billetter.
Forbruger-vagthund holder øje
Forbrugerrådet Tænk holder et vågent øje med udviklingen. Seniorjurist, Anette Høyrup, mener, man kan tale om, at selskaberne bruger oplysningerne om kundernes adfærd ”imod” kunderne.
”Jo flere gange, kunden besøger selskabets eget og andre sites, der sælger flyrejser til samme destination, jo større sandsynlighed er der for, at kunden klikker på 'køb.' Og så bliver prisen skruet op. Den praksis bliver mere og mere udbredt,” siger hun.
Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at man som internetbruger går ind i sine browserindstillinger og slår tredjeparts-cookies fra. Derudover kan man installere antispyware- eller anonymitetsværktøjer, som man forhindrer, at der bliver lagt tracking-cookies på computeren.
EU er på vej med en datareform, som efter Anette Høyrups vurdering vil resultere i en bedre beskyttelse af forbrugerne, muligvis i form af en forordning, som betyder, at reglerne er bindende i alle 28 medlemslande.