Fortsæt til indhold
Rejser

Farvel til flyskræk uden hokus pokus

Hver tiende dansker lider i større eller mindre grad af flyskræk. Klinisk hypnose er en vej ud.

Pernille Uhd Kristiansen

At flyve er den sikreste transportform. Det har de fleste hørt. Alligevel lider hver tiende danskere i større eller mindre grad af flyskræk. Langt fra alle er dog ramt på en måde, der gør, at de ikke kan sætte sig i en flyver. Mange ’nøjes’ med at opleve ubehag i forbindelse med flyvning. Årsagerne er individuelle, og de skal oftest findes i barndommen, fortæller psykolog Otilia Henriksen, der er specialiseret i klinisk hypnose og mindfullness.

»De fleste tror, at årsagen til flyskræk er frygt for turbulens. Men sådan hænger det sjældent sammen. Man skal nærmere forstå det sådan, at flyskræk hænger sammen med en hændelse, der er sket tidligere i livet. Den kalder vi ’oplevelse 1’,« siger hun.

Oplevelse 1 har været traumatisk, men ofte sker der det, at de symptomer, som skulle have været udløst, bliver væk og i stedet først dukker frem, når man udsættes for en ny oplevelse.

»’Oplevelse 2’ er ikke nødvendigvis lige så traumatisk, som ’Oplevelse 1’ var, men den kan alligevel udløse flyskræk. Og det betyder, at man nødvendigvis ikke har koblet oplevelse 1 sammen med den angst, der er der i dag,« forklarer Otilia Henriksen og fortsætter:

»Derfor kan det være svært at finde ud af, hvordan man skal behandle den på en vedvarende måde. Men i en sådan situation er videnskabsbaseret klinisk hypnose oplagt,« siger hun.

Hypnose uden hokus pokus

Klinisk hypnose er ifølge Dansk Psykolog Forening terapeutisk behandling, som foregår i en tilstand af intens og fokuseret opmærksomhed, altså i en tilstand af hypnose eller trance, hvor psykologen f.eks. forsøger at finde frem til årsagen til det aktuelle problem.

»Metoden giver klienten mulighed for at opleve noget gammelt igen, og f.eks. få lov at være barn og græde over en oplevelse, så de efterfølgende kan ryste den af sig - det er jo ikke meningen, at vi skal holde på den slags følelser, når de giver uønskede symptomer i dag,« siger Otilia Henriksen.

Trance- eller hypnosetilstanden ved klinisk hypnose behøver ikke være dyb. Faktisk må den ikke være for dyb, da psykologen skal kunne tale med sin klient.

»Mange tror, at der ikke er sket noget med hypnosen, at de ikke gjorde det godt nok, eller at de ikke var i hypnose. Det skyldes, at hypnose opleves på samme måde, som det opleves at slappe helt af. Forskellen er, at man i klinisk hypnose taler med psykologen, mens klienten forstiller sig noget,« siger hun og tilføjer:

»Og det er nok derfor, at hypnose har haft et dårligt ry og er blevet betragtet som lidt noget hokus pokus.«

Her er Otilia Henriksen bedste råd til at afhjælpe flyskræk.

  1. Prøv videnskabsbaseret klinisk hypnose: Hvor man tager fat i årsagen til flyskrækken og ikke kun symptomerne. Et forløb tager som regel fire til fem møder, men det varierer alt afhængigt af problemstillingen.
  1. Brug korrekt udført mindfullness: En til tre øvelser om dagen af 10-25 minutter i otte uger op til afrejse. Inden man starter sit program, bør man få undervisning hos f.eks. en psykolog, der er ekspert på området, så man får helt styr på øvelserne og får effekten med. Undervisningen tager ca. halvanden time.
  2. Øg din viden om flyvesikkerhed: At vide, hvor høj sikkerheden ved flyvning er, hjælper mange.
  3. Øg din viden om turbulens: Man bliver ofte mere bange for det, man ikke kan se. I bilen kan man se bumpet på vejen, men man kan ikke se turbulens, det kan gøre én utryg. At kende forklaringen bag gør det mindre farligt.
  4. Afled dig selv: Personer med flyskræk bliver ofte bange for symptomer. Derfor er de meget opmærksomme på dem, og det i sig selv kan få symptomer til at blive værre. Så man sveder mere, hjertet banker eller man får åndenød. Ved at aflede opmærksomheden fra symptomerne, undgår man at angsten vokser. Derfor er det en god idé f.eks. at strikke, læse en bog, høre musik, se en film eller bruge målrettede teknikker fra en psykolog.
  5. Tro på bedring: Der er noget at gøre. Med den rette behandling kan du få det bedre.