Læsere er splittede om børnefri flyrejser
Er det i orden med børnefri zoner i flyene?
Larmende børn er så stor en belastning under flyrejser, at mange rejsende ville være villige til at betale helt op til 500 kr. for at kunne sidde i en børnefri zone.
Det viser en undersøgelse foretaget af forsikringsvirksomheden Go Compare, som har spurgt 1.300 flypassagerer om de største gener, når de rejser gennem luften.
Gårsdagens historie om børnefri zoner i flyene fik mange læsere til tasterne, og emnet har skabt stor debat på Jyllands-Postens facebookside. .
"Jeg betaler gerne 1.000 kr."
Der er gennemgående stor uenighed om, hvorvidt det skal være muligt at betale ekstra for at undgå børnestøj på flyrejsen.
Kristian Kjær Moe er blandt dem, der synes godt om ideen.
"Ja. Med den slappe opdragelse der er i mange børnefamilier i dag, hvor børn skal høres, så betaler jeg gerne 1.000 kr. for en flyrejse uden unger, der sparker i ryglænet bag mig, råber og skriger uden at blive tysset på. Jeg kunne godt efterlyse samme mulighed ved andre længerevarende offentlige transportmuligheder!," skriver han.
Han bakkes op af en række andre, der har været udsat for gene fra børn på en flyrejse.
"Jeg har intet imod børn og forstår udmærket godt små børn, der græder pga. ondt i ørene grundet lufttrykket. Men jeg var i sommer ude at flyve og under turen hjem, sad der en mor og far med deres 5-årige søn bagved. Sønnen startede fra første sekund, han satte sig på sin plads at placere fødderne på mit sæde og sidde at trampe. Jeg vendte mig om flere gange og havde øjenkontakt med moderen men intet skete," skriver Pia Løvendahl Hansen, der gerne betaler gerne ekstra for at undgå børn under flyveturen.
Ironiske bemærkninger
Det er dog langt fra alle, der deler den kritiske holdning over for børn i flyene.
"Jeg flyver ca. 26 gange om året og har aldrig for alvor været generet af barnegråd. Jeg sætter min tillid til, at forældrene har styr på det," skriver den erfarne flyrejsende Søren Rasmussen.
Også Henrik Madsen mener, der skal være plads til børnene, og han griber debatten an med et par ironiske bemærkninger med på vejen.
"Ja. Allerbedst ville det være, hvis jeg fik en flyver helt for mig selv. Jeg er nemlig mega intolerant og tåler ikke andre mennesker, og da hele verden drejer sig om mig mig mig, så burde jeg faktisk have lovkrav på at slippe for alle de andre folk på jordkloden. De er simpelthen ikke så perfekte som mig, og jeg giiider ikke skulle trækkes med alle deres mangler i forhold til mig.
Eller noget...," skriver han.
Børnefamilier skal betale mere
Mens debatten deler Jyllands-Postens læsere i to lejre, der er uenige om, hvorvidt det skal være muligt at betale mere for at undgå børnestøj, vender en læser udgangspunktet om.
"Hvorfor skal det ikke være omvendt, så de, der vil have børn med, skal betale ekstra?," skriver Peter Dyhr.
Den idé er Ole Vendelbo dog ikke fan af.
"At forældre skal betale mere, forhindrer jo ikke, at de øvrige passagerer oplever, at deres ferie får en dårlig start og turen er et helvede," skriver han og fortæller i samme ombæring, at han med glæde betaler 500 kr. mere for en flybillet, hvis han på den måde kan undgå at rejse med børn under 8 år.