*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Politik

Venstres spidskandidat lånte i 2012 gratis bryllupslokale på Københavns Rådhus

Cecilia Lonning-Skovgaard var angiveligt den første til at låne bryllupslokale til 65.000 kr. gratis. Allerede dengang var det i strid med interne regler.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) stiller op til Kommunalvalget 2017 som spidskandidat for Venstre i Københavns Kommune. Hun har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Foto: Ivan Riordan Boll

Anna Mee Allerslev (R) sagde onsdag »farvel og tak til politik i København«, efter en række sager herunder hendes bryllup på Københavns Rådhus, hvor hun i august havde lånt rådhussalen gratis til at holde reception i.

Den hidtidige beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev er dog ikke den første, der har lånt rådhusets lokaler gratis til den type arrangementer.

Ifølge Politiken var det Venstres spidskandidat i Københavns Kommune Cecilia Lonning-Skovgaard, der startede den praksis for fem år tiden, selvom det allerede dengang stred mod kommunens interne regler.

Endnu en radikal politiker betaler for rådhusfest

Det var ved et møde forud for en samling i Københavns Borgerrepræsentation, at Venstres gruppeformand Flemming Steen Munch dengang kom med en forespørgsel på vegne af sin partikollega Cecilia Lonning-Skovgaard.

Formændene for partiernes grupper godkendte på mødet, at Cecilia Lonning-Skovgaard gratis måtte låne festsalen på 2. sal i rådhuset, når hun skulle holde reception i forbindelse med sit forestående bryllup.

Der blev hverken taget referat af beslutningen eller skelet til, at det året forinden i Københavns Borgerrepræsentationen var blevet besluttet, at kommunen ikke må »stille lokaler vederlagsfrit til rådighed« til private arrangementer.

»Jeg og de andre må jo have sovet i timen. Der var ikke nogen debat om det på mødet. Der blev bare nikket. Det kan man godt sige er kritisabelt i dag, at vi ikke diskuterede konsekvenserne mere dengang,« siger Flemming Steen Munch til Politiken.

Flemming Steen Munch har selv holdt sin 70-års fødselsdag i et af rådhusets lokaler i august.

Han har til Ritzau oplyst, at han med »et stort smil på læben« vil betale for leje af lokalet, der normalt ligger på 6.500 kr., hvis en igangværende undersøgelse viser, at han burde have betalt for det.

Ifølge en prisliste ville festsalen, som Cecilia Lonning-Skovgaard lånte til at holde reception i, normalt koste 65.000 kr. at leje, hvilket er samme beløb som leje af det lokale, der udløste Anna Mee Allerslevs bryllupssag.

Over for Berlingske har Cecilia Lonning-Skovgaard tidligere beskrevet sin bryllupsreception på rådhuset for fem år siden.

»Det var i to timer, fra kl. 15-17, hvor vi serverede rådhuspandekager, crémant og kaffe og vand, og jeg tror, at de, som ville, kunne få en øl. Det betalte vi så for, ligesom vi betalte for serveringspersonale, vagter, bordopdækning og så videre.«

Anna Mee Allerslev og partifællen Henrik Nord, der begge har holdt deres bryllupsreceptioner på rådhuset - sidstnævnte i 2015, har i den seneste tid erklæret, at de vil betale for leje af lokalet.

Til Berlingske siger Cecilia Lonning-Skovgaard, at hun for fire uger siden spurgte Borgerrepræsentationens Sekretariat om, hvad lejen og/eller skatteværdien ville være dengang i 2012, hvor hun blev gift og holdt sin bryllupsreception på rådhuset.

Ifølge mediet afventer spidskandidaten ligesom Flemming Steen Munch den redegørelse, som kommunen skal lave til Ankestyrelsen, og som vil blive præsenteret for Borgerrepræsentationen 30. november - ni dage efter kommunalvalget.

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Cecilia Lonning-Skovgaard.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her