Fortsæt til indhold
Politik

Efter svindeldom: Tidligere Skive-borgmester vender tilbage til politik

Den populære eks-borgmester i Skive, Per B. Jeppesen, melder sig på banen til kommunalvalget.

Når kommunalvalget løber af stablen den 21. november, kommer skibonitterne til at kunne sætte kryds ved en gammel kending.

Skives folkekære eks-borgmester, som tidligere er dømt for svindel, Per B. Jeppesen, gør nemlig comeback i kommunalpolitik.

Det skriver Politiken.

Per B. Jeppesen var byens borgmester fra 2002 til 2007 for Socialdemokraterne og blev senere blev 2. viceborgmester. I bagagen har han en tidligere dom for bedrageri og mandatsvig.

Det kalder han sit »livs fejltagelse« over for Politiken, og han er klar over at den tidligere dom atter kan komme på folks læber, når han nu bevæger sig ud i søgelyset, forklarer han, der understreger, at han aldrig kunne finde på at svindle med kommunens midler igen.

»Jeg har begået mit livs fejltagelse for seks år siden, og det vil altid være en del af mig, så derfor har jeg overvejet det rigtig meget og talt meget med min familie om jeg skulle til at være i søgelyset igen. Det har de givet mig fuld opbakning til«, siger han til avisen.

I 2011 blev han fyret som direktør i Kulturcenter Limfjord og måtte forlade sin viceborgmesterpost, da det kom frem, at han havde forsøgt at overføre 62.000 kr. til sin egen konto for at kunne betale et forlig i en sexchikanesag.

Derudover blev han dømt for fire mindre forhold - heriblandt for en sag om en udgift til en privat konfirmation, som var blevet betalt af kulturcentret. I alt lød straffen på seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.

Per B. Jeppesen var i sin politiske storhedstid kommunens stemmesluger. I 2009 fik han således flere personlige stemmer end nogen andre i kommunens historie, da hver femte borger satte kryds ved hans navn, skriver Politiken.

Nu stiller han op med den selvstændige liste Skive-Listen. Sammen med den tidligere Venstre-politiker Knud Bjerre har Per B. Jeppesen mobiliseret det maksimale antal kandidater, der må være på en liste - i alt 31 stiller op for Skive-Listen.

Listen bekymrer sig over, at byrådet snakker frem for at handle, ikke oplever samme befolkningsvækst som andre eksempelvis Viborg, Herning og Holsterbro og har mangel på varme hænder, lød det den 6. oktober i et opslag på Skive-Listens Facebook-side.

»Listen er stiftet i protest mod manglende visioner, og ikke mindst manglende anerkendelse af de alvorlige udfordringer Skive Kommune står overfor. Og så var og er vi trætte af, at rigtig mange ting i Skive tager alt for lang tid at gennemføre. Der er i den grad brug for Mindre snak og Mere handling,« står der.