Gruppeformand fra DF har fået advarsel efter læserbrev om homoseksuelle
»Det har ikke været min hensigt at støde nogen, men jeg er meget bramfri i min retorik,« siger gruppeformanden.
Hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti har givet partiets gruppeformand i Vejen Byråd en skriftlig advarsel, efter hun har skrevet et opsigtsvækkende læserbrev.
Det skriver JydskeVestkysten.
I læserbrevet, som blev bragt i samme avis, kalder gruppeformanden, Anni Grimm, bl.a. »homoseksuelle, lesbiske eller andre minoritetsgrupper« for »afvigere«. De såkaldte afvigere kæmper så bravt for deres rettigheder, at læserbrevets skribent oplever at være ugleset i den politiske korrektheds navn for sine »naturlige holdninger«, skriver hun.
»Jeg og mange andre har den absolut frisindede holdning, at folk da faktisk må gøre som de har lyst til inden for egne (og lovens) rammer og på egen matrikel. Det blander jeg mig ikke i. Problemet opstår jo netop kun, fordi disse afvigere vil påtvinge mig og andre dels at overvære deres mere eller mindre provokerende seksuelle udfoldelser på åben gade eller på landsdækkende tv, dels stiller krav om, at jeg skal synes, at deres afvigertrang er "normal",« lyder det bl.a. i indlægget.
Hendes udsagn har affødt stærke reaktioner i kommentarfeltet på avisens Facebook-side og har bl.a. vakt undren hos Alternativet politiske leder, Uffe Elbæk.
»Det kan jo ikke undskyldes med solstik, med det vejr vi har i dag. Men noget må være gået helt galt her. Hvad mener DF om denne afviger-udmelding fra egne rækker,« spurgte han på Facebook, efter læserbrevet blev bragt mandag.
Det spørgsmål besvarede partisekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm Nielsen, mandag aften. Her fortalte han, at Anni Grimm har modtaget en skriftlig advarsel på grund af debatindlægget.
»Det, der er galt, er, at hun kalder homoseksuelle, lesbiske og andre for »afvigere«. Det er ikke et udtryk, vi bruger om nogen - uanset hvem de er. Det har vi selvfølgelig talt med hende om, og hun erkender også, at det var forkert sprogbrug. Hun har fået en advarsel, fordi vi fra hovedbestyrelsens side tager afstand fra læserbrevet, og vi forventer, at hun ikke gentager det,« siger Poul Lindholm Nielsen til Jyllands-Posten.
Anni Grimm har tidligere forklaret, at indlægget var en reaktion på den seneste tids debat om barnebrude, som i læserbrevet blev nævnt i en enkelt sætning sammen med pædofili. Det skulle skabe debat om, hvor landet er på vej hen. Hun siger, at hun har taget advarslen til efterretning.
»Jeg beklager hermed mit debatindlæg, og det har ikke været min hensigt at støde nogen, men jeg er meget bramfri i min retorik,« siger hun til JydskeVestkysten.