Kønskvoter skal sikre lige mange mænd og kvinder på Alternativets valglister
Partiets forberedelse til kommunalvalget viser, at Alternativet mangler kvinder på valglisterne.
Alternativet har kvaler med ligestillingen og skrider nu til handling.
Folketingsgruppen vil ændre Alternativets vedtægter, så der stilles krav om et ligeligt antal mandlige og kvindelige kandidater på partiets opstillingslister ved bl.a. kommune- og folketingsvalg.
Vi sigter mod at få stillet så mange som muligt op af begge køn. Vi har heldigvis mange kvalificerede mænd. Nu skal vi også have rigtigt mange kvalificerede kvinder. Jeg tror, at vi får flere – ikke færre.Josephine Fock (Å), formand for Alternativets folketingsgruppe
Skal partiet eksempelvis bruge 10 kandidater til en kommunal liste, skal der være mindst 10 kvinder og 10 mænd at vælge imellem, når den lokale partiafdeling skal stemme om sammensætningen. Ydermere skal slutfacit give balance mellem kønnene: fem mænd og fem kvinder. Partiets erfaring fra arbejdet med at opstille kandidater til efterårets kommunalvalg viser, at der er brug for at gøre en indsats for ligestillingen.
»Vi er nogenlunde lige så vel repræsenteret, som de andre partier. Vi har et flertal af mænd. De er hurtigere til at stille op, mens kvinderne måske skal prikkes lidt hårdere på skulderen og overtales lidt mere,« siger formanden for Alternativets folketingsgruppe, Josephine Fock.
Ved det seneste kommunevalg i 2013, hvor Alternativet endnu ikke var stiftet, var 30 pct. af alle de opstillede partiers kandidater kvinder. Blandt de valgte byrådsmedlemmer var fordelingen omtrent den samme. Mønstret gentager sig ved folketingsvalgene. Her var 31,3 pct. af kandidaterne i 2015 kvinder. Det er samme niveau som i 1987.
I forslagsteksten, som er indstillet til vedtagelse ved partiets landsmøde i weekenden, noteres det, at »forslaget risikerer at udelukke talenter fra det ene eller andet køn fra at blive stillet op«.
Josephine Fock, risikerer I ikke at komme til at mangle kandidater?
»Vi sigter mod at få stillet så mange som muligt op af begge køn. Vi har heldigvis mange kvalificerede mænd. Nu skal vi også have rigtigt mange kvalificerede kvinder. Jeg tror, at vi får flere – ikke færre.«
Hvad hvis vælgerne alligevel kun stemmer på jeres mandlige kandidater?
»Det kan vi jo ikke styre.«
Ville den logiske konsekvens i sådan et tilfælde ikke være at bede nogle af de valgte mænd om at trække sig?
»Jeg tror ikke, at vi kommer dertil. Vi skal ikke sige til en demokratisk valgt person, at han eller hun skal trække sig. Men vi kan lave regler for, at der er lige mange mænd og kvinder på opstillingslisterne.«
Forslaget, der behandles på Alternativets landsmøde i Odense søndag, vil ikke nå at få indflydelse på kandidatlisterne til efterårets kommunalvalg.