Stribevis af lokalpolitikere hopper væk fra deres parti
Det handler blandt andet om personlige ambitioner, lyder det fra ekspert.
Om få måneder går danskerne til kommunalvalg, og mange vil ikke mindst kigge på partibogstaverne, inden krydset bliver sat. Men når først kandidaterne er valgt ind, vil en stor del af dem springe til andre partier. Det er i hvert fald, hvad der er sket siden det seneste kommunalvalg i 2013.
148 af landets omkring 2.500 kommunalbestyrelsesmedlemmer er hoppet væk fra det parti, som de blev stemt ind for, viser svar fra samtlige landets kommuner.
»Jeg er bare skabspolitiker og ville væk fra Socialdemokratiet på grund af uærlighed. Jeg kunne være blevet løsgænger, men jeg er brugs-mand og har 45-50 arbejdstimer, så det har jeg ikke tid til.«Ole Skiffard, er sprunget fra Socialdemokratiet til Venstre
Blot en tredjedel af landets byråd har i dag samme partisammensætning som på valgnatten, og i 20 af landets 98 byråd har tre eller flere af de folkevalgte forladt det parti, som de blev valgt for.
Det er et demokratisk problem, at så mange lokalpolitikere har skiftet parti, mener Jørgen Elklit, professor ved Aarhus Universitet.
»Det parti, som man stemmer på, står svagere, når det ikke længere har den mandatmæssige styrke, som det blev sat ind med,« siger han, der vurderer, at en god andel partiskift kan forklares med »personlige ambitioner«.
»Vi ser, at folk siger farvel og tak, hvis de ikke får en god opstillingsplads til det kommende valg, eller hvis de i konstitueringen ikke får det ønskede,« siger han, der dog ikke mener, at der kan eller bør stilles noget op over for partihoppere.
»Hvis en partiforening er på vej til at tage en beslutning, som virkelig støder nogen, skal de så ikke have lov til at skifte parti?« spørger han retorisk.
I Stevns har fire byrådspolitikere skiftet parti siden valget – herunder borgmester Mogens Haugaard Nielsen, som er sprunget i år. I praksis betyder det, at byrådet er handlingslammet, forklarer han.
»Jeg prøver at strikke beslutninger sammen som et kludetæppe, men jeg har ikke en strategi,« siger borgmesteren.
I Randers har der været to partihoppere – begge er skiftet fra S til V. Én af afhopperne er Ole Skiffard, og hans beslutning tippede magtbalancen i byrådet.
Siden har V og DF kunnet mønstre et flertal alene, og det blev brugt ved de seneste budgetforhandlinger.
»Jeg er bare skabspolitiker og ville væk fra Socialdemokratiet på grund af uærlighed. Jeg kunne være blevet løsgænger, men jeg er brugs-mand og har 45-50 arbejdstimer, så det har jeg ikke tid til. Så kunne jeg have meldt mig ud, men den ære skulle de ikke have,« siger Ole Skiffard.