Rafting og vindmøller kan blive fremtiden i de danske skove
Regeringen vil ændre skovloven og har planer om både river rafting og store vindmøller i skovene. Flere partier bakker op, mens Danmarks Naturfredningsforening protesterer kraftigt.
Det skal være muligt at bygge skovbørnehaver, institutioner til veteraner og sågar en river raftingbane inde i skoven, ligesom der skal rejses kæmpevindmøller i de såkaldte fredskove.
Sådan lyder et forslag fra miljøminister Esben Lunde Larsen, der i denne uge indleder forhandlinger med Folketingets partier om en ændring af skovloven. Han lægger i første omgang op til forsøgsprojekter, der kan gavne friluftslivet, ligesom han vil tillade byggeri af skovbørnehaver, institutioner og lignende.
»Fordi vi ønsker, at flere skal komme ud i naturen,« siger Esben Lunde Larsen.
Desuden vil regeringen tillade, at der rejses vindmøller på arealer, der i dag er fredskov.
»Det skal primært være i nåleskovsplantager, der ikke har så store naturværdier. Fordi vi både skal tage hensyn til mennesker og til de forpligtelser, vi har inden for vedvarende energi.«
200 meter høje vindmøller
Miljøministeren vil lave projekter 20-30 steder bl.a. ved Ikast, hvor der skal rejses 200 meter høje vindmøller i en granplantage.
På Christiansborg er der bred forståelse, især blandt de blå partier. Miljøordfører Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti siger:
»Det er fint at ændre skovloven, fordi fredskov ikke er det samme som fredet skov – og man godt kan ændre eksisterende skov uden at få mindre natur, bare man genplanter andre steder.«
25.000 protestunderskrifter
Til gengæld er der ingen forståelse hos præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, DN, Ella Maria Bisschop-Larsen.
»Det er et uacceptabelt angreb på vores yndlingsnatur. Når der først er bygget parcelhuse eller institutioner i skovene, kan man ikke rulle tingene baglæns,« siger DN-præsidenten, der ikke tror, at genplantning er løsningen.
»Man kan ikke bare flytte skov. Hvis en skov er væk, er den væk.«
Over 25.000 har allerede skrevet under på en protest hos DN.
Seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet sammenligner med striden om ændringerne af strandbeskyttelseslinjen, der tidligere har skabt voldsom ballade. Han vil dog ikke afvise, at man kan lave ændringer i skovene uden at få mindre natur:
»Men i befolkningens øjne er skovene og kysterne nogle af de sidste områder, der ikke er invaderet af mennesker. Og man mangler nogen, der tager ansvar for naturen – det hører jeg ikke miljøministeren gøre. Det kan godt skabe mistænksomhed.«