Fortsæt til indhold
Politik

Politikere smidt ud af folketingssalen efter Syrien-protest

Fire folketingspolitikere viste solidaritet med ofrene for Syriens blodige borgerkrig. Men det gik ikke, mente Pia Kjærsgaard.

Syrien står i flammer, bomberne vælter ned over Aleppo og blodbadet fortsætter uden ende i sigte.

Det ville fire folketingspolitikere gøre opmærksom på under Folketingets åbningsdebat torsdag, men aktionen resulterede i en udsmidning fra salen.

I solidaritet med civilbefolkningen i den syriske storyby Aleppo var Naser Khader (K), Brian Mikkelsen (K), Jan E. Jørgensen (V) og Jane Heitmann (V) trukket i sorte trøjer med støtteerklæringer til den syriske befolkning trykt på brystet:

»Syrien Aleppo Bløder #savesyria,« stod der.

Ifølge FN’s skøn befinder der sig omkring 275.000 mennesker tilbage i den krigsplagede og delvist belejrede by, der engang var Syriens kommercielle centrum. Langt størstedelen er civile.

Initiativtageren til aktionen i Folketinget, Naser Khader, begrunder over for Jyllands-Posten protesten med, at ord og fordømmelser ikke redder menneskeliv.

»Derfor lavede vi en stille og rolig markering af, at der foregår et blodbad i Syrien og en humanitær katastrofe af dimensioner, som ikke er set siden Anden Verdenskrig,« siger han og efterlyser mere handling fra Vestens side.

Luftkrigen mod terrorgruppen Islamisk Stat er ikke nok, mener Khader, som selv har syriske rødder.

»Ingen gør noget – vi må handle. Der er brug for et flyveforbud over Syrien,« siger han.

Efter cirka en halv time i de sorte trøjer blev protesten dog for meget for Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Hun sendte Folketingets sekretær, som sidder ved siden af hende på formandsstolen, ned for at give politikerne besked om at forlade salen.

»Så vi måtte vi gå ud og skifte til noget mere kedeligt,« siger Khader, som ikke har tænkt sig at gøre mere ud af episoden.

De Konservatives Brian Mikkelsen, som bar Aleppo-trøjen under sin brune blazerjakke, roser sin partifælle for det symbolske initiativ:

»Aleppo bløder, Naser Khader har taget fremragende initiativ for at støtte kampen for demokrati, imod Assad’s bomber,« skriver han på Twitter.

Flere andre politikere reagerer desuden på Syrien-aktionen:

»Jeg får mere og mere respekt for dig, Jan E. Jørgensen – godt gået!« skriver den radikale EU-parlamentariker Jens Rohde.

Samtidig undrer Enhedslistens Pelle Dragsted sig over, at Pia Kjærsgaard smed politikerne ud:

»Langt ude. Det er en ny regel som formanden finder på. Enhedslisten har flere gange båret T-shirt med budskaber,« skriver han på Twitter.

Et konkret eksempel er Enhedslistens tidligere politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, som for nogle år tilbage gik på Folketingets talerstol iført en t-shirt med budskabet »LIGELØN – det handler om vilje!« i sympati med de sygeplejersker, fysioterapeuter og jordemødre, der strejkede på daværende tidspunkt.

En anden politiker, der er kendt for at iføre sig opsigtsvækkende budskaber i folketingssalen er Alternativets formand Uffe Elbæk. Han har blandt andet optrådt i trøjer med budskaber som »gennemsigtighed,« »ydmyghed,« »empati« og »katastrofe« stående med store bogstaver hen over brystet.

Uffe Elbæk iført sin »KATASTROPHE«-trøje i folketingssalen tilbage i 2014.

Det står ikke direkte i Folketingets regelsæt, forretningsordnen, at det er forbudt at have beklædning med politiske budskaber på. Dermed er det op til Folketingets formand at påtale medlemmernes opførsel, hvis hun mener, at den er over stregen.

»Jeg kan beslutte, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til orden i folketingssalen, og sådan er det. En demonstration i salen, det gør man bare ikke,« siger formanden Pia Kjærsgaard til Ritzau.

Da debatten i salen blev genoptaget efter en frokostpause fortsatte Syrien-protesten. Men denne gang fra tilhørerpladserne, hvor 14-15 aktivister heriblandt den dansk-syriske læge Haifaa Awad var trukket i det sorte trøjer for at sprede budskabet om alvoren i Syrien:

Senest var Pia Kjærsgaard i vælten på grund af udsmykningen i salen under Folketingets åbning tirdag. På hendes initiativ var et kæmpe Dannebrog blevet hængt op lige bag formandsstolen, dér hvor et vægtæppe har hængt i næsten 30 år.

Placeringen af flaget fik imidlertid Enhedslistens Christian Juhl, som er Folketingets 3. næstformand, helt op i det røde felt:

»Det er tæt på magtmisbrug af formanden at hænge et værdibaseret flag lige ovenover, hvor hun skal sidde i morgen. Det skal ned igen hurtigst muligt,« sagde han mandag til DR.