Flere vil være socialdemokrat: Nye medlemmer strømmer ind
For første gang i mere end 50 år er Socialdemokraterne på vej mod medlemsfremgang to år i træk. Hvervekampagne og ro på bagsmækken er to bud på forklaringen.
I årevis har de store partier blødt medlemmer i takt med tidernes skiften og nye partiers indtog på den politiske scene.
Men forud for Socialdemokraternes partikongres, som begynder fredag og varer weekenden ud, kan det store oppositionsparti glæde sig over mærkbar fremgang i medlemstallet for andet år i træk.
»Vi har fået 2.200 flere medlemmer på ni en halv måned. Det viser, at der er mange folk derude, som interesserer sig for politik og har lyst til at være med i vores parti. Det er vi naturligvis rigtig glade for,« siger Socialdemokraternes partisekretær Jan Juul Christensen.
Holder det nuværende medlemstal året ud, er det ifølge partiet første gang siden 1959, at der to år i streg er kommet flere medlemmer i traditionsbundne arbejderparti.
1. januar 2015 havde Socialdemokraterne 37.515 medlemmer.
Året efter var tallet steget til 37.869.
Og nu er det så vokset yderligere til 40.069 medlemmer.
Omvendt er det gået hos Dansk Folkeparti, der holdt årsmøde i sidste weekend. Her var medlemstallet faldet for første gang i et årti fra 17.122 medlemmer sidste år til 15.911 i år. Det er den største tilbagegang i DF's historie.
Politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell mener, at Socialdemokraternes fremgang skyldes flere ting. Dels har Mette Frederiksen som formand sikret stabilitet og en tilbagevenden til en mere klassisk socialdemokratisk profil. Dels har partiets højredrejning i udlændingepolitikken formentlig lokket flere medlemmer til butikken, vurderer Hans Engell.
»Udlændingepolitikken har i den grad kostet vælgere for S tilbage i tiden, så det, at man har fundet en fast linje, tror jeg har betydning.«
»Derudover handler fremgangen helt klart også om, at Socialdemokraterne målrettet har arbejdet på at hverve nye medlemmer,« siger han.
Tilbage hos partiet beretter Jan Juul Christensen, at de nye medlemmer er fordelt over hele landet og tæller nogenlunde lige mange mænd og kvinder i et bredt aldersspektrum.
Normalt kommer rygvind i medlemstallet i forbindelse med valgår, men det er ikke tilfældet i år. Endnu i hvert fald.
»Det interessante i tallene er, at der ikke har været noget valg, så fremgangen må skyldes, at vi har arbejdet fokuseret med at fastholde og hverve nye medlemmer,« siger partisekretæren.
Blandt andet har Socialdemokraterne haft succes med at friste nye medlemmer via annoncer og gratis into-medlemskaber via sociale medier og med at kontakte gamle medlemmer, der var ved at melde sig ud, for at overbevise dem om at blive.
Hvis man tager de pessimistiske briller på, er der dog stadig lang vej op til fordums storhed. Tilbage i 1960 talte Socialdemokraternes medlemsskare næsten 260.000 danskere – altså mere end seks gange så mange som i dag.
Og under Poul Nyrup Rasmussens formandsskab i 1995 var der over 80.000 medlemmer – altså dobbelt så mange som i dag.
Hans Engell forudser, at særligt de gamle partier vil få svært ved at rekruttere nye medlemmer til de lokale partiorganisationer de kommende år. Fremgangen ligger hos de nye partier som eksempelvis Alternativet.
»Alle de gamle partier befinder sig i en dyb vælgermæssig krise. Under fire procent af vælgerne er medlem af et politisk parti i dag,« siger han.
»Socialdemokraterne kan glæde sig over, at det går fremad lige nu, men grundlæggende er de oppe imod nogle meget stærke, nedadgående udviklinger.«