Fortsæt til indhold
Politik

Danske politikere tager afstand fra Dansk Islamisk Begravelsesfonds tilbud om terrorist-begravelse

Dansk Folkeparti melder sig klar til at hindre den 19-årige franske terrorists begravelse i Danmark, hvis det kommer så vidt.

Det er »åndssvagt«, »pinligt« og »absurd«, når næstformanden i Dansk Islamisk Begravelsesfond melder sig klar til at begrave en udenlandsk terrorist.

Sådan lyder det samstemmigt fra både Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, efter næstformanden for Dansk Islamisk Begravelsesfond, Kasem Said Ahmad fra Islamisk Trossamfund, har meldt sig klar til at forestå en muslimsk begravelse af den 19-årige franske terrorist, der i sidste uge angreb kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray i Normandiet.

»Det er fuldstændig absurd. Danmark skal under ingen omstændigheder være gravplads for terrorister. Hvis Dansk Islamisk Begravelsesfond tror, at det her mildner synet på islamisters radikaliserede aktiviteter, så har de virkelig misforstået noget,« siger retsordfører Trine Bramsen (S), der i øvrigt mener, at Kasem Said Ahmads tilbud er et signal om opbakning til terrorister.

»Når man tilbyder gravplads til terrorister fra udlandet, så er det i mine øjne det samme som, at man sympatiserer med de her mennesker og dermed bakker op om terror. Hvis ikke de selv kan se det, så mener jeg, at de har et problem,« siger hun.

Dansk Islamisk Begravelsesfond har taget afstand fra angrebet, som Kasem Said Ahmad kalder for »uislamisk«. Men det er også uislamisk at nægte den 19-årige en begravelse, siger Kasem Said Ahmad til Jyllands-Posten. Det er ellers nøjagtigt, hvad den lokale muslimske leder og imam i Saint-Etienne-du-Rouvray, Mohammed Karabila, har gjort i Frankrig.

»Vi gør det for at tage afstand fra det, denne kvalmende person har gjort. Ingen officielle personer vil deltage i en eventuel begravelse. Ingen af dem. Hverken moskeen eller jeg,« har imamen sagt i et interview med Jyllands-Posten.

Sofie Carsten Nielsen, udlændinge- og integrationsordfører for Radikale Venstre, mener også, at det er det forkerte signal af Dansk Islamisk Begravelsesfond at sende, når Kasem Said Ahmad er parat til at tilbyde den 19-årige en gravplads i Brøndby.

»Det, synes jeg simpelthen, er så åndssvagt af dem. Jeg synes, Dansk Islamisk Begravelsesfond skal lade franskmændene om at tage stilling til den sag, og jeg synes egentlig, at det var meget stærkt af den franske menighed at nægte at begrave terroristen,« siger hun til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Det må de selvfølgelig selv om, og jeg har ikke tænkt mig at tage nogle initiativer til, at det ikke skal kunne lade sig gøre for dem, men jeg synes dælme, at det er et ringe signal, de sender. Jeg har ikke noget problem med ikke at få begravet de terrorister,« siger hun.

Lige sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF), der kalder Dansk Islamisk Begravelsesfonds udmelding for »pinlig for Danmark«:

»Det er at træde på ofrene og at træde på Danmark. Kasem Said Ahmad ved jo godt, at der lige nu er en diskussion i Danmark om, at mange synes, at islam fylder for meget. Så det er også enormt dårlig timing,« siger han, men fortsætter derefter med ros til den franske imam:

»Det er modigt gjort af den imam i Frankrig, som har nægtet begravelsen. Det er måske den mest markante afstandtagen, vi har set fra de muslimske rækker i forhold til terrorangreb,« siger Martin Henriksen og understreger, at det dermed også kun bliver så meget desto mere pinligt, at Kasem Said Ahmad så reklamerer for en begravelse i Danmark.

»Det er jo en person, som bor i Danmark, som rejser sig op og siger, at hvis han ikke kan blive begravet i Frankrig, så kan man bare sende ham hertil. Det tror jeg da, at de fleste kan se, er en skamplet på landet; at der er en, der kan finde på at rejse sig op og reklamere for, at man kan få begravet terrorister i Danmark.«

Martin Henriksen pointerer i øvrigt, at man i Dansk Folkeparti vil arbejde for, at det slet ikke skal kunne lade sig gøre at få liget sendt til Danmark for en begravelse, hvis det kommer så vidt.

Flere muslimske debattører tager også afstand fra næstformandens tilbud. Khaterah Parwani, debattør, juridisk rådgiver og næstformand i Exitcirklen, støtter den franske imams beslutning om ikke at ville begrave den 19-årige og siger blandt andet til Jyllands-Posten, at det er »et ekstremt stærkt signal fra det muslimske trossamfund i Frankrig«, som »alle muslimske trossamfund burde tilslutte sig«.