Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil lade Hjemmeværnet hjælpe politiet

Politiet skal aflastes af Hjemmeværnet i forbindelse med den danske grænsekontrol, lyder et forslag fra regeringen.

Politiet kan nu få en hjælpende hånd fra Hjemmeværnet efter at være blevet overbelastet med opgaver i forbindelse med bl.a. grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.

Det er målet for regeringen, der på tirsdag vil fremlægge flere løsningsforslag for kredsen af forligspartiet, hvoraf et af dem er, at Hjemmeværnet skal være med til at bevogte grænseovergangene. Det bekræfter Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, over for Jyllands-Posten.

»Hjemmeværnet består af frivillige ildsjæle med erfaring fra tilsvarende kontrolopgaver, og meningen er, at de - hvis det bliver den løsning - skal supplere og assistere politiet ved grænsen. Der bliver ikke tale om, at de får en selvstændig bemyndigelse, de skal stå sammen med politiet,« siger han.

Retsordføreren understreger, at det er »ét blandt flere løsningsforslag, der bliver fremlagt for forligskredsen tirsdag,« efter at Justitsministeriet har arbejdet »på højtryk« i flere uger for at få løst udfordringen med overbebyrdede betjente.

»Situationen i øjeblikket er uholdbar, både for befolkningen og de betjente, der er involveret. Meningen er, at vi skal tilbage til normale tilstande, hvor arbejdet i de enkelte politikredse ikke bliver nedprioriteret, og at betjentene igen kan få en normal hverdag. Vi har ikke et reservepoliti, vi kan sætte ind, så et eller andet skal der ske,« siger Preben Bang Henriksen.

Preben Bang Henriksen afviser imidlertid at uddybe, hvilke andre løsningsforslag regeringen vil fremlægge tirsdag.

»Vi synes, at forligspartierne skal være de første, der hører om det,« siger han.

Allerede nu slår et af de partier, Dansk Folkeparti, dog fast, at de bakker op om forslaget med at lade Hjemmeværnet assistere politiet ved grænsen.

»Hjemmeværnet er en rigtig god samarbejdspartner for politiet. Så det er et skridt i den rigtige retning, og det vil vi gerne drøfte med regeringen, om det kan være en del af løsningen,« siger Peter Skaarup, gruppeformand for DF, til Berlingske.

Også i Politiforbundet er man positive over for forslaget. Formand Claus Oxfeldt har tidligere kritiseret et forslag fra Dansk Folkeparti om at indsætte danske soldater ved bevogtningsopgaver, men han kalder ideen om hjælp fra Hjemmeværnet ved grænsen »OK«.

»Der er ingen tvivl om, at det vil være en aflastning, hvis man kan undgå at sende så mange betjente til grænsen, som man gør i dag. Men der er mange ting, der skal gøres,« siger Claus Oxfeldt til Berlingske.