Fortsæt til indhold
Politik

Lektor: Løkke inviterede os alle med i K-angreb

Den politiske skyttegravskrig er flyttet ind på de sociale medier.

Det var ikke foran et rullende kamera eller en tændt mikrofon, at Lars Løkke Rasmussen tirsdag satte spørgsmålstegn ved regeringens opbakning fra støttepartierne.

I stedet var det statsministeren selv, der med fuldt overlæg og på 127 tegn brugte de sociale medier til at fortælle, at han ville til bunds i, om regeringen fortsat havde et flertal bag sig.

I løbet af den seneste uge har flere borgerlige politikere benyttet sig af Facebook og Twitter til at lægge pres på hinanden i sagen om De Konservatives mistillid til Eva Kjer Hansen.

En politisk skyttegravskrig er flyttet ind på de sociale medier, mener Jesper Tække, der forsker i området og er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Han kalder det en magtposition, som politikerne har på de sociale medier.

»Lars Løkke sætter De Konservative og hele befolkningen på pinebænken med sin udmelding, og det er hans egne ord, der kommer ud, ligesom han heller ikke føler sig forpligtet til at svare på nogle spørgsmål,« siger han.

Jesper Tække mener, at det var statsministerens målsætning at presse De Konservative offentligt ved at opildne hans følgere, som primært er enige i Lars Løkkes holdninger.

»Så kunne vi alle sidde på de sociale medier og følge med,« siger forskeren.

Statusopdateringen på Facebook blev fulgt op af et tweet på statsministerens Twitter-konto. Her brugte han hashtagget #dkpol, så alle, der skriver om dansk politik på Twitter, også kunne blive gjort opmærksom på Lars Løkke Rasmussens seneste udtalelse.

Statsministeren er ikke den eneste, der har ført politik via de sociale medier i de seneste dage. Også De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, brugte Facebook til at understrege partiets mistillid til den nu afgåede miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen.

Ifølge Jesper Tække er det en anden offentlighed, man får i spil, når politikerne kan nå ud til borgerne direkte.

»Udtalelsen rammer borgerne på samme tid, som den rammer journalisterne og politikerne. Vi så også, hvordan Søren Pape havde indkaldt til et pressemøde klokken 10.00 lørdag formiddag, men aflyste det, fordi Eva Kjer Hansen offentliggjorde sin afsked via sociale medier,« siger han.

Han mener, at forståelsen for andre synspunkter nedtones, når en politiker kan henvende sig direkte til sine følgere uden om »en omnibusavis' analyser og vinkling«.

»Vi ser en tendens, hvor alle andre synspunkter end ens egen bliver sorteret fra på Facebook, og dermed risikerer sammenhængskraften i vores samfund også at forsvinde«.

Men hvordan fungerer det så at bruge de sociale medier til at føre politik, hvis man ender med at tale til sig eget ekkokammer?

»Statsministeren taler i første omgang til sine egne støtter, men de samler sig på den måde i et kollektivt pres imod De Konservative. Det er en ny kommunikativ situation, hvor Løkke adresserer De Konservative, men inviterer alle os andre ind i sit angreb,« siger Jesper Tække.

Artiklens emner
Twitter