Fortsæt til indhold
Politik

EU-Parlamentet laver særlig kontrol af DF

EU-Parlamentets formand Martin Schultz vil iværksætte en særlig undersøgelse af Dansk Folkepartis brug af midler via partialliancen Meld og Feld i 2015.

Det oplyser Martin Schultz i et brev til DF-afhopperen Rikke Karlsson.

Europaparlamentarikeren Rikke Karlsson meldte sig ud af DF i oktober i protest over ikke at kunne få indsigt i Meld og Felds brug af midler i 2014.

Det opsigtsvækkende brud medførte, at der blev sat fokus på DF’s brug af midler fra EU-Parlamentet og Europa-Nævnet under Kulturstyrelsen. DF med stemmeslugeren Morten Messerschmidt i spidsen kom under mistanke for at have brugt skatteydernes penge i strid med reglerne i en række sager, og for nylig krævede EU-Parlamentets øverste ledelse, at Meld og Feld - hvor der i dag alene sidder DF’ere - tilbagebetaler 120.700 kr. i forbindelse med DF’s sommertogt rundt i Danmark med skonnerten ”Halmø” tre måneder før kommunalvalget i 2013.

Rikke Karlsson havde bedt Martin Schultz om hjælp til at få indsigt i Feld og Melds brug af midler i 2014, herunder bilag, men dem er parlamentet ikke i besiddelse af, oplyser han og henviser hende til at få dokumenterne hos Meld og Feld. Det har hun forgæves forsøgt, og sidste udvej er ifølge Schultz at anlægge en civil retssag mod Meld og Feld i Frankrig.

Det overvejer hun, siger hun.

I relation til de midler, som Meld og Feld har fået og brugt i 2015, skriver Martin Schultz, at han vil bede parlamentets administration om at gennemføre en ”on-the-spot control”. Han henviser til en regel, som giver administrationen mulighed for bilagskontrol og kontrol på stedet hos modtagere af tilskud fra parlamentet.

Der er tale om en undersøgelse, hvor man i lyset af de allerede kendte sager vil gennemgå samtlige bilag, oplyser Marjory van den Broeke, pressechef i EU-Parlamentet. Der er tale om en langt mere omfattende kontrol end normalt i forbindelse med, at parlamentet undersøger og godkender partialliancernes brug af midler, tilføjer hun.

Martin Schultz beder samtidig Rikke Karlsson om at bekræfte nogle af de oplysninger, hun kom med i sit brev til ham. Hun skrev, at hun - efter at hun som nyvalgt til EU-Parlamentet i 2014 blev meldt ind i Meld og Feld - blev bedt om at underskrive dokumenter om at have deltaget i møder i Meld og Feld, som hun ikke deltog i. Martin Schultz beder hende samtidig om at oplyse, hvilke møder det drejede sig om, så det om nødvendigt er muligt for parlamentet at undersøge sagen. Han vil også vide, om det var normal procedure for andre medlemmer af Meld og Feld.

»Jeg vil skrive til ham, at jeg kan bekræfte begge dele. Jørn Dohrmann har været ude at sige, at han også blev bedt om at skrive under på, at han var til møder, han ikke deltog i,« siger Rikke Karlsson.

Morten Messerschmidt har tidligere pure afvist beskyldningerne.

»Det er fuldstændig ude i skoven. Det handler om, at en assistent troede, at Karlsson og Jørn havde deltaget i generalforsamlinger i Meld og Feld. Da det gik op for assistenten, at de ikke havde deltaget, blev de selvfølgelig ikke forsøgt registreret alligevel,« sagde Morten Messerschmidt ifølge BT den 15. oktober.