V-folketingsmedlem angriber Thornings privatliv
Helle Thorning-Schmidt bør være diskvalificeret som statsminister i Danmark, når hendes mand bor i et andet land, mener V-folketingsmedlem.
Mindre end to døgn før folketingsvalget indleder en Venstre-MF’er et personangreb på statsministeren.
Helle Thorning-Schmidt (S) bør slet ikke kunne blive statsminister i Danmark, når hendes mand bor og er parlamentariker i et andet land.
Det mener i hvert fald Venstres folketingsmedlem Finn Thranum, der stempler statsministerens parforhold som ”ikke normalt.”
”Det er ikke for mig idealet af en dansk kernefamilie, at du har en statsminister, hvis mand lever og ånder og bor i et andet land. Min statsminister skal være et forbillede for mig – et forbillede, der lever og bor, som vi danskere gør. Det der er sgu ikke et normalt parforhold,” siger Finn Thranum.
Mens Finn Thranum taler dunder imod statsministerens privatliv, er han meget tilfreds med den måde, som hans egen partiformand, Lars Løkke Rasmussen (V), lever på.
Med en sød kone og dejlige børn lever V-formanden ”normalt,” mener Thranum:
”Min statsminister skal sgu ikke have en ægtefælle, der er parlamentariker i et andet land. De skal sgu leve som en dansk familie. Og der er Lars jo. Han har fuldkommen ren røv at trutte i. Han har en sød kone, der bakker ham hundrede procent op og nogle dejlige børn. Og de har et normalt liv Danmark.”
Mens Helle Thorning-Schmidt bør være diskvalificeret til statsministerposten, er der ikke noget i vejen for, at hun sidder på andre politiske poster, mener Finn Thranum.
Bør det være nok til at diskvalificere hende, at hendes mand er parlamentariker i et andet land?
”Ja, som statsminister. Ikke som politiker, men som statsminister.”
Mener du godt, at hun kan sidde i Folketinget?
”Ja, det vil jeg sige.”
Kan hun også være minister?
”Jeg tror, at jeg vil fastholde det med statsministerposten. Når man er minister, er man ikke nødvendigvis som en konge og en dronning, der repræsenterer landet. En statsminister er det øverste, vi har i Danmark, der udstråler danskheden, og hvis ikke min statsminister skal leve et normalt forhold her i Danmark med familie – der vil jeg have lov til at være lidt gammeldags.”
Finn Thranum understreger, at han normalt ikke blander sig i, hvordan folk lever deres liv.
”Normalt har jeg ikke fordomme over for mange afarter af, hvordan man lever det her liv, men lige på det her punkt,” siger han og understreger, at angrebet skal ses som et forsvar for sin egen partiformand.
”Normalt vil jeg ikke genere nogen, men det er i et forsvar for Lars, at jeg gør det her. Ellers vil du ikke som udgangspunkt få mig til at kritisere Helle, for hun er da en gæv pige og knokler røven ud af bukserne lige som Lars,” siger han, der ikke lægger skjul på, at han er frustreret over meningsmålingerne, hvor Venstre går omkring 12 mandater tilbage.
”Det er urimeligt, for Venstre har en kanon god politik og en rigtig god formand,” siger han, der mener, at Socialdemokraterne i valgkampen har kørt hetz mod V-formanden.
”Det er trælst, at en valgkamp kører på, at man taler ned og generer min formand,” siger Finn Thranum.
Mener du ikke, at du med dine budskaber taler ned til statsministeren?
”Jo. Og jeg har det da heller ikke godt med det. Der er ikke nogen, der er bedre end andre. Jeg synes bare godt, at man kan stille spørgsmålstegn ved hendes privatliv.”
Efter denne artikel er blevet bragt, har Finn Thranum skrevet følgende på sin Facebookprofil: