To socialdemokrater skifter til Venstre
Venstre i Randers har fra den 12. maj fået to nye medlemmer, som savnede lydhørhed i deres gamle parti.
Fra tirsdag den 12. maj 2015 indgår Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard i Venstres byrådsgruppe i Randers kommune, som dermed fremover vil bestå af 13 byrådsmedlemmer.
Begge politikere kommer fra kommunens socialdemokratiske byrådsgruppe, hvor Susanne Ringe Sørensen er formand for socialudvalget.
Det skriver Venstre i Randers i en pressemeddelelse.
"Vi har igennem de sidste måneder overvejet vores stilling i Socialdemokratiet, idet vi har følt det var svært at trænge igennem med vores holdninger. Vi tror meget på, at der skal laves brede forlig hen over midten af byrådet i Randers Kommune, og det er vores klare opfattelse, at vi i Venstres byrådsgruppe vil finde mere lydhørhed for vores ønske om det brede samarbejde hen over midten," siger Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard i forbindelse med deres partiskifte.
Venstres byrådsgruppe er glade for de nye medlemmer og tager indmeldelsen som "en opbakning til fortsat at søge mod brede forlig".
Venstre har nu 13 af kommunens 31 mandater i byrådet, mens Socialdemokraterne kun har otte.
Ole Skiffard stemte i januar i år imod den nye skolestruktur, som bl.a. betød nedlæggelse af en række skoler, og dermed gik han imod resten af sit parti.
Venstre kaldte efter afstemningen debatten om den nye skolestruktur for "det endelige bevis for den opdeling, der de facto er i Randers byråd".