Fortsæt til indhold
Politik

Valgkampen bliver historisk dyr, men ingen ved, om penge flytter stemmer

Eksperter og de politiske partier forventer endnu en historisk dyr valgkamp. Effekten er dog tvivlsom.

Jesper Hvass

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver valg til Folketinget, forudser både eksperter og de politiske partier, at valgkampen, der allerede er i fuld gang, vil slå alle rekorder og blive dyrere end nogensinde.

»Med en valgperiode, der er ved at løbe ud, og når regeringsmagten i målingerne står til at skifte, er det oplagt, at partierne vil bruge historisk mange penge i år,« siger lektor i statskundskab Karina Kosiara-Pedersen.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen forventer også, at der vil blive brugt flere penge end tidligere, og dermed vil partierne i 2015 fortsætte en udvikling, der har øget udgifterne til kampagner og valgkampe fra godt 34 mio. kr. i 1994 til små 137 mio. kr. i 2011.

Samtidig vurderer syv af otte af de kampagneansvarlige hos Folketingets partier, at der i år vil blive brugt flere penge på større kampagner, flere medarbejdere og digitale indsatser i kampen om stemmerne.

»Det bliver mere og mere bekosteligt at føre valgkamp,« siger Venstres partisekretær, Claus Richter.

Men trods det stigende pengeforbrug findes der ikke entydig forskning, der kan bevise, at partiernes dyre kampagner med eksempelvis store busreklamer og veltilrettelagte slogans virker.

»Mange af de penge, som partierne bruger, går til redskaber, hvor forskningen ikke kan vise nogen klar effekt. Vi har ikke håndfaste indikationer på, hvordan f.eks. en udendørskampagne virker,« siger Kasper Møller Hansen.

Alligevel intensiverer partierne kampagnearbejdet.

»Slogans og plakater er ikke det afgørende i politik. Men når valgkampe bliver afgjort på marginalerne, kan det spille en afgørende rolle,« siger partisekretær hos Socialdemokraterne Lars Midtiby.

Socialdemokraterne lancerede »Det Danmark du kender« i januar, og Venstre fulgte op med en kampagne om kontanthjælpen på »454.215,00 kr.« afløst af Socialdemokraternes seneste udlændingekampagne om flere krav til indvandrere og strammere asylregler.