Fortsæt til indhold
Politik

Thorning: Der kommer en god dagpengeløsning

Løfte: Helle Thorning-Schmidt (S) lover, at der kommer et nyt dagpengesystem og vil inden valget løsrive Socialdemokraterne fra dagpengekontrakten med De Radikale. Konkrete holdninger og hurtigere lempelser efterlyses.

MARCHEN NEEL GJERTSEN | MARTIN KAAE | Jesper Hvass | Jesper Kongstad

Til statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mest berømte citater hører udsagnet om, at »der kommer en god løsning i morgen«. Det sagde hun i 2012 om betalingsringen, som hun aflyste dagen efter. Lørdag genbrugte hun manøvren om at bebude en løsning, selv om hun ikke har den klar endnu. Budskabet fra statsministeren var: Der kommer en god dagpengeløsning inden valget.

»Det, jeg lægger op til i dag, er, at der kommer til at ske ændringer af vores dagpengesystem. Det er Socialdemokraternes ønske, og det vil vi også diskutere i valgkampen,« sagde Thorning efter at have holdt en kongrestale, hvor hun over for de socialdemokratiske medlemmer understregede løftet om en ny dagpengereform:

»Vi vil have et nyt dagpengesystem. Og det får vi,« lød det fra talerstolen.

Regeringen har samtidig besluttet at fremrykke dagpengekommissionens anbefalinger, så de kommer i september 2015 i stedet for i slutningen af 2015. Fristen falder først efter næste folketingsvalg, men giver ifølge Thorning mulighed for at indføre et nyt dagpengesystem pr. den 1. januar 2016.

Thorning blev øjeblikkeligt afkrævet svar på, hvilke ændringer af dagpengesystemet hun konkret påtænker.

»Jeg vil ikke gå yderligere ind på, hvordan systemet skal se ud. Det kommer vi til i valgkampen,« svarede Thorning og tilføjede, at S vil distancere sig fra regeringsfællerne hos De Radikale.

»Vi har ikke tidligere gået til valg på fælles dagpengesystem med De Radikale, og det går jeg heller ikke ud fra, at vi kommer til.«

»Dagpengeskandalen«

Den radikale leder, Morten Østergaard, ser ikke noget problem i, at regeringspartierne vil føre valgkamp mod hinanden på dagpengene:

»Der er ikke noget nyt i, at vi ser forskelligt på dagpengereformen, og det kan man også gå til valg på.«

Thornings håndsrækning på dagpengefronten rammer et S-bagland, der er mere optaget af dagpengeområdet end af noget som helst andet. Flere S-folketingsmedlemmer har åbent efterlyst en ny dagpengepolitik. De ser hellere, at en ny løsning kommer i dag end i morgen:

»Kunne den rykkes endnu mere frem, ville jeg foretrække det,« siger folketingsmedlem Jan Johansen om kommissionens anbefalinger og fortsætter:

»Dagpengeskandalen, som jeg kalder den, mangler der stadig nogle svar på. Derfor vil den blive ved med at være en klods om benet på os.«

Et andet medlem af gruppen Jeppe Bruus har krævet, at regeringen i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger forlænger den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Det krav står han fast på:

»Mit forslag om at videreføre ydelsen er stadig relevant,« siger han.

Thornings toneskifte og fremrykningen af kommissionen giver ikke regeringen fred i dagpengestriden. Dansk Folkeparti krævede lørdag at blive indkaldt til forhandlinger om dagpengelempelser. SF og Enhedslisten presser også på:

»Vi ser det som om, at Thorning forsøger at lave en afledningsmanøvre for at få bølgerne til at lægge sig på kongressen. Men det er ikke noget svar til de mange mennesker, som mister dagpengene, og de mange tusinder, som også i de kommende måneder mister arbejdsmarkedsydelsen. Hvad nytter det for dem, at der kommer en kommission om et år?« lyder det fra Enhedslistens ordfører, Finn Sørensen.

SF’s politiske ordfører, Jonas Dahl, kan heller ikke se noget afgørende fremskridt:

»Det bliver stadig efter valget, at kommissionen kommer. Vores opfordring er, at der indkaldes til forhandlinger med det samme. DF har også meldt sig på banen. Vi kan lave aftalen allerede nu, og jeg kan ikke se nogen grund til at vente et år.«

En anden lyd

Formanden for HK, Kim Simonsen, fik med egne ord en »kold afvaskning« af S-formanden, da han i august krævede dagpengelempelser.

Nu har »tonen da fået en anden lyd«, konstaterer han og forventer konkret dagpengepolitik fra S:

»Alle partier må afgøre, hvad de mener om dagpengene, inden kommissionen er færdig. Det vil da være oplagt, at hvis noget skal virke fra den 1. januar, så kan man ikke bare afvente en kommission og nogle eksperter. Så må man selv have en holdning.«