Fortsæt til indhold
Politik

Morten Østergaard: Tag passet fra Syrien-krigere

Lederen af Det Radikale Venstre melder nu ud, at passet bør indrages fra mistænkte Syrien-krigere.

De Radikale er klar til at tage passet fra personer, som mistænkes for at ville drage i hellig krig.

Alene mistanken om, at man er på vej til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat eller andre islamistiske grupper skal ifølge partiets nye leder, Morten Østergaard, være nok til, at man kan få sit pas konfiskeret.

Forslaget, som altså ikke handler om at tage folks statsborgerskab, men alene om at tage deres pas, ventes at blive et af hovedpunkterne i regeringens kommende handlingsplan for området.

”Vi har ingen problemer med at inddrage folks pas, hvis de er parate til at tage ned og deltage i hellig krig og bidrage til ekstremisme og ufred i dele af verden, hvor vi arbejder for det modsatte,” siger Morten Østergaard til TV2 News og tilføjer:

”Vi er nødt til at sige, at nu må vi have en effektiv stopklods for danske statsborgere, der rejser ned for at bidrage til de konflikter, som vi i øvrigt gør store bestræbelser på at løse med diplomati, udviklingsbistand og ind i mellem også med danske soldaters hjælp. Og der er det selvfølgelig uacceptabelt og uforståeligt, at nogle danskere skulle have lyst til at tage ned og bidrage til det. Og derfor må det stoppes, og hvis ikke det kan stoppes, må det straffes."

Morten Østergaard understreger, at det er dybt uacceptabelt, hvis danske soldater eller andre, der har været udsendt til konfliktområder, kan støde på personer i Danmark, som har kæmpet på den anden side af konflikten.

”Det handler om, at de her ting skal foregå på retsstatens sikre grundlag. Vi vil ikke ofre de værdier, som vi kæmper for at bevare. Men det handler selvfølgelig om, at når man inddrager folks pas, så gør man det jo på forhånd for at forhindre, at de tager ned og deltager i en konflikt, og dermed bliver det jo på mistanken,” siger han.

De Radikale har ellers indtil for kort tid siden været betænkelige med hensyn til forslaget om at inddrage passet fra mistænkte Syrien-krigere.

”Der er nogle basale rettigheder, som for eksempel retten til at bevæge sig frit rundt, som man ikke kan fratage folk, med mindre man har beviser for, at de gør noget, der er kriminelt. Ellers har vi ikke en retsstat længere. Vi er nødt til at have konkrete beviser, ellers er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist,” sagde partiets retsordfører Jeppe Mikkelsen tidligere på måneden til Berlingske.

I England varslede premiereminister David Cameron sidste mandag, at man ville stramme reglerne, så britiske statsborgere, der havde været i Syrien eller Irak for at kæmpe for Islamisk Stat, ikke ville kunne rejse retur til England.

Danmark er et af de lande i verden, hvor flest statsborgere har deltaget i konflikten på Islamisk Stats side i Syrien og Irak. Politiets efterretningstjeneste regner med at omkring 100 danskere er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe.