Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten: Politikere risikerer at isolere sig i den økonomiske elite

Enhedslisten er enig med de mange danskere, der vil sætte politikerne ned i løn.

Det kommer ikke som en overraskelse for Enhedslisten, at mere end hver tredje dansker ønsker at sætte folketingspolitikerne ned i løn, som det fremgår at den undersøgelse, Wilke har lavet for Jyllands-Posten.

”Jeg tror de fleste synes, at vi politikere skal have en ordentlig løn, men på den anden side skal der være en sammenhæng mellem det leveniveau, som politikere har, og det, som almindelige mennesker har,” siger Enhedslistens Per Clausen.

Og den sammenhæng bliver skævvredet, hvis politikerne får mere end de 51.400 kr. i grundvederlag og op til 13.700 kr. i skattefrie tillæg om måneden, som de får i dag.

”Politikere risikerer at blive isoleret som en del af en økonomisk elite, der ikke kender noget til de reelle problemer, almindelige mennesker står over for. Det er et kæmpestort problem,” siger Per Clausen.

Bemærkelsesværdig udmelding

Med undtagelse af Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti besluttede samtlige partier i Folketinget tilbage i maj at nedsætte en vederlagskommission, der skal afgøre, hvad politikerne skal have i løn fremadrettet.

Enhedslisten håber, at undersøgelsen vil påvirke resultatet, men tror det ikke, fordi formanden for kommissionen, DR-formand Michael Christiansen, allerede har indikeret, hvilken vej mønten falder.

”Det er bemærkelsesværdigt, at formanden allerede har sagt, at man jo ikke sætter folk ned i løn. Det kan man altså for andre befolkningsgrupper, kan man konstatere,” siger Per Clausen.

"Vi ville gøre det alligevel"

Hos Enhedslisten har man vedtaget en partiløn på omkring 33.000 kr. om måneden, og det er ifølge Per Clausen fuldt tilstrækkeligt og en relativt høj løn sammenlignet med mange andre danskere.

Og det er på trods af, at den gennemsnitlige politiker arbejder væsentligt flere timer end den gennemsnitlige lønmodtager.

”Det at være politiker er ikke en karriere, der handler om at berige sig selv. Det handler om at få indflydelse på de ting, der sker i Danmark. Vi arbejder mere, men vi er i den lykkelige situation, at vi arbejder med noget, vi interesserer os for. Arbejdede vi ikke som politikere, ville vi alligevel beskæftige os med politiske spørgsmål i vores fritid,” siger Per Calusen.

Enhedslisten har flere gange foreslået at sætte politikernes løn ned, og det vil partiet fortsat arbejde for i fremtiden.