Fortsæt til indhold
Politik

Søren Pape gik stik imod sine jurister

Den nye K-leder besluttede før sommerferien at lovliggøre en butik med våben, selv om embedsmænd i Viborg Kommune advarede kraftigt mod det.

Den nye K-leder, Søren Pape Poulsen, har flere gange i sagen om det ulovlige sponsorat til fodboldklubben Viborg FF forklaret, at han kun træffer beslutninger, hvis han er overbevist om, at de er lovlige.

Men kort før sommerferien handlede han stik imod sine egne juristers samt eksterne juristers vurdering, da han på et byrådsmøde foreslog at lovliggøre Viborg-butikken Jafi, der sælger jagt- og fiskeriudstyr.

Indstil handlen

Butikken ligger på en adresse, hvor det ikke er lovligt at drive almindelig detailhandel, men trods flere advarsler har den – ifølge kommunens juridiske vurdering - gjort det i en årrække. .

Sidste år gav Viborg Kommune derfor butikken et påbud om at indstille detailhandelen senest 30. juni i år, men på et byrådsmøde 18. juni foreslog den daværende Viborg-borgmester ganske opsigtsvækkende at ophæve påbuddet og med ét slag gøre butikken lovlig. Forslaget blev vedtaget med stemmer fra K, V og DF.

Det skete med henvisning til et notat, som virksomheden selv havde fået lavet hos advokatfirmaet Bech-Bruun, der vurderer virksomheden i overensstemmelse med loven.

Ekstern vurdering

Juristerne i Viborg Kommune havde forinden gennemgået notatet fra Bech-Bruun og konkluderet, »at der ikke i det indsendte materiale fremgår nye oplysninger, der kan danne grundlag for lovliggørelse af virksomheden.«

På grund af sagens karakter havde Viborg Kommune bedt om en ekstern vurdering fra juristerne i Kommunernes Forening, KL. De kom frem til samme konklusion som kommunen.

Søren Pape gik dermed imod både sine egne jurister og kommunens eksterne jurister, og det er "opsigtsvækkende," mener Steen Rønsholdt, professor i forvaltningsret ved KU.

Oppe imod sagkundskaben

"Det normale ville være, at man rettede sig efter sin forvaltning," siger Rønsholdt.

"Når han er oppe imod så meget sagkundskab, skal han virkelig have et godt grundlag for at komme til et andet resultat," siger han.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, mener, at Pape løber en stor risiko ved at gå imod sin egen forvaltning.

I ond tro

"Man skal have hår på brystet, før man er klogere end kommunens jurister," siger Bønsing og understreger, at Pape og de øvrige byrådsmedlemmer, som stemte forslaget igennem, kan blive mødt med både et straffeansvar og et erstatningsansvar.

"Når man er advaret, er man i ond tro. Og så kan man pådrages et ansvar," siger Bønsing, der mener, at sagen er ganske ualmindelig.

"Jeg tror, at det er meget sjældent, at man som byråd træffer en beslutning, som administrationen mener er ulovlig. Det tror jeg ikke, at der er nogen, som tør," siger han.

Søren Pape forsvarer, at han gik imod embedsværket.

"Ellers var der ingen grund til at vælge politikere. Så kunne vi lige så godt lade embedsværket køre det hele," siger han.