Flere end ventet mister dagpengene
Dagpenge: Næsten 10.000 personer har opbrugt dagpengeretten i første halvår. Dermed øges forventningspresset på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der tirsdag indleder Socialdemokraternes sommergruppemøde.
Blot en uge efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviste at lempe på dagpengereglerne, viser en opgørelse fra a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, at langt flere end ventet er faldet ud af dagpengesystemet i årets første seks måneder. I denne periode har 9.900 personer mistet dagpengeretten.
På den baggrund venter Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, at årstallet når op på mindst 17.000.
I Beskæftigelsesministeriets seneste prognose fra maj i fjor lød buddet på 8.000-14.000 for 2014.
»Det er værre, end vi troede,« konstaterer Verner Sand Kirk.
Situationen øger presset på statsministeren. Tirsdag indledes Socialdemokraternes sommergruppemøde i Helsingør, og her vil dagpengene blive bragt op i den interne diskussion. Og en række fagbosser rejser debatten, når LO’s hovedbestyrelse onsdag er indkaldt til møde med S.
En af dem, som kommer med krav, er HK’s formand, Kim Simonsen, der er »ærgerlig« over regeringens kurs og ikke vil dæmpe sig:
»Der er nok nogle af mine socialdemokratiske venner i regeringen, som er lidt irriterede. Men vi repræsenterer vores medlemmer, og vi giver ikke sådan lige op,« siger han.
SF lancerer tirsdag en annoncekampagne, hvor dagpengekrav adresseres direkte til Thorning forud for de kommende forhandlinger.
»Vi har tænkt os at gå til forhandlinger med kravet om at se på genoptjeningsperioden,« siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
Enhedslisten møder – vanen tro – også op til forhandlingerne med hovedkrav på dagpengefronten, og i Dansk Folkeparti tilbyder arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ligeledes at levere flertal for lempelser. Han kalder det »uholdbart« at afvente dagpengekommissionens anbefalinger i slutningen af 2015.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, afviser at »foregribe forhandlinger i pressen« og minder om de ændringer, som allerede er lavet af reformen:
»Vi har lavet en betragtelig opblødning. Så der ikke er nogen, som står uden noget.«