Fortsæt til indhold
Politik

Konservative afviser V-forslag om forskelsbehandling

Venstre vil stille skrappere krav til indvandrere fra et »muslimsk Pakistan« end et »kristent USA«. Men den slags forskelsbehandling vil hverken De Konservative eller Jens Rohde være med til.

Venstre og Konservative er principielt uenige om et af de temaer, der ventes at få særlig meget fokus i den kommende politiske sæson: Udlændingepolitikken.

For modsat Venstre trækker De Konservative en klar grænse, når det kommer til forskelsbehandling af indvandrere fra henholdsvis vestlige og ikke-vestlige lande.

"Vi vil ikke gøre forskel på, om man kommer fra det ene eller det andet land. Vi ønsker at stille krav til indvandrere - men det skal være lige krav for alle," understreger den konservative rets- og integrationsordfører Tom Behnke over for Jyllands-Posten.

"Vi er et retssamfund, som tilmed ønsker at hele verden skal være et retssamfund, så derfor bør vi stille de samme krav til alle," tilføjer han.

Jens Rohde tager afstand

Også Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde, tager afstand fra tankerne om forskelsbehandling:

”Enhver lov gælder for Loke som for Thor. Det princip er netop kernen i et liberalt grundsyn, ligesom det er en forudsætning for retsstaten, som vi som nation hylder, forsøger at udbrede til andre dele af verden, og som vi helt efter bogen forlanger, at nye borgere i DK skal tage til sig og acceptere,” skriver Jens Rohde på Facebook og fortsætter:

”Vi skal stille håndfaste krav, men vi kompromitterer ikke retsstaten og princippet om ikke at diskriminere, blot fordi andre forsøger at gøre det. Den enes fejl kan aldrig undskylde den andens. Det er jo netop det, vi skal fortælle og vise dem, som kommer med den modsatte opfattelse.”

Eid-fest verden over

Denne mandag fejrer muslimer over hele verden en af deres religions helligste højtider. Fastemåneden ramadan er overstået, og der kan ønskes "Eid mubarak" - velsignet fest - i de muslimske hjem.

Hos Venstre benytter politisk ordfører Inger Støjberg Eid-højtiden til at sende en opsang til en særlig gruppe muslimske indvandrere her i landet - den del som ikke accepterer demokrati og ytringsfrihed.

Står det til Venstre skal netop indvandrere fra ikke-vestlige lande derfor mødes med skrappere krav end for eksempel indvandrere fra Sverige eller USA.

"Det er ikke nødvendigt at stille samme krav til alle, for i hovedreglen er det sådan, at der er en stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil," skriver Inger Støjberg i en kronik i dagens Berlingske.

Hvordan de skrappere krav til ikke-vestlige indvandrere konkret skal udmøntes vil Inger Støjberg endnu ikke løfte sløret for. Hun nævner dog, at vi selvfølgelig har religionsfrihed i Danmark, men:

"Sagt ligeud så er det primært muslimske indvandrere, der ikke hylder demokratiet og friheden. I visse miljøer modarbejdes det direkte," skriver hun og nævnet specifikt moskeen på Grimhøjvej i Aarhus.

K: Fokus på de svære indvandrere

Ser man bort fra, at hun rammer skævt med forslaget om forskelsbehandling, mener Tom Behnke, at Inger Støjbergs kronik indeholder flere gode pointer.

"Det er bestemt meget relevant at diskutere, hvordan vi får integreret nogle af dem, som er sværere at få til at blive en del af det danske samfund. Der er nogle grupperinger, som generelt set er sværere end andre, og det bliver vi nødt til at forholde os til," siger han.

Det er disse indvandrere, som politikerne skal have fokus på, fastslår Tom Behnke.

Eksempelvis ønsker De Konservative derfor, at starthjælpen til indvandrere bliver genindført. Starthjælpen var en månedlig ydelse, som erstattede kontanthjælpen med et beløb på cirka den halve størrelse.

Støjberg forudser politisk korrekt hylekor

Inger Støjbergs kronik har i forvejen fået en hård medfart af partierne i rød blok på Christiansborg. Enhedslisten mener ifølge Berlingske Nyhedsbureau, at Venstre maler fjendebilleder, som slet ikke eksisterer. De Radikale anklager Venstre for at ville diskriminere og bryde Grundloven. Og hos Socialdemokraterne siger integrationsordfører Mette Reissmann, at Venstre-tankerne slet ikke har nogen gang på jord:

"Man kan ikke diskriminere folk på baggrund af oprindelsesland eller religion. Det står direkte i vores grundlov, så den er ikke så meget længere," siger hun til Ritzau.

Allerede da Inger Støjberg skrev kronikken forudså hun da også, at hendes synspunkter ville udløse kritik:

"Jeg er helt bevidst om, at hylekoret af politisk korrekte, venstreorienterede og få debatstærke muslimer vil stille sig kritisk an over for det, jeg skriver i denne kronik. De vil hævde, at jeg generaliserer, og at det er helt forkert at sige tingene ligeud, da det vil polarisere debatten og dermed skabe en »dem og os«-kløft."