Klart dansk ja til patentdomstol
Omkring to ud af tre danskere har sagt ja til patentdomstolen.
Det har været kompliceret. Og svært, måske umuligt helt at forstå.
Sådan har det lydt fra danskerne i spørgsmålet om ja eller nej til patentdomstolen.
Men et markant flertal har alligevel valgt at sige ja.
Det viser det foreløbige resultat af folkeafstemningen om patentdomstolen.
Med omkring 90 procent af stemmerne optalt vurderer Megafon, at omkring 63 pct. siger ja og 37 pct. siger nej.
»Nu har den været så stabil den seneste halvanden time, at vi godt kan garantere, at det bliver et ja,« siger Megafons adm. dir. Asger H. Nielsen til TV2.dk.
Frygter patenter på planter
Kun Dansk Folkeparti og Enhedslisten i Folketinget har været mod patentdomstolen.
Og Enhedslistens politisk ordfører Johanne Schmidt kalder resultatet ærgerligt, og hun er »meget, meget bekymret« over fremtiden for borgerne i EU.
Partiet frygter blandt andet patenter på »liv, planter og software«.
Professor i statskundskab og EU-ekspert Peter Nedergaard siger, at danskerne har valgt at lytte til opfordringerne fra et flertal af politikerne.
»Ja, ja. Når de nu så gerne vil have det, så stemmer vi ja,« vurderer Nedergaard, at danskerne har sagt til sig selv over aftenkaffen.
En lettelse
Resultatet vækker glæde hos danske opfindere, hvoraf omkring 150 er organiserede i Opfinderforeningen.
»Det er en lettelse, og det vil give bedre retssikkerhed for små innovatører. Der lægges mange år i udviklingen af produkter, og det er vigtigt, at det kan sikres med patenter, ellers vil folk være mindre villige til at investere i idéerne,« siger bestyrelsesmedlem Marianne Hansen til Jyllands-Posten.
Dansk Industri kalder det »En sejr for Danmark som idéland«.
»Danskerne har stemt ja til at gøre livet lettere for danske virksomheder og opfindere. Det er en klar anerkendelse af de mange opfindsomme mennesker, der skaber så meget værdi for Danmark. Det er et meget opløftende resultat, som man kun kan være glad og taknemlig for,« siger adm. direktør Karsten Dybvad fra Dansk Industri i en skriftlig udtalelse.
Erhvervslivet: Vækst og beskæftigelse
Håndværksrådet mener, at der nu kommer flere arbejdspladser.
»Der er ingen tvivl om, at de administrative omkostninger og bøvlet med at forsvare sit patent har stået i vejen for, at især mange små virksomheder har forsøgt sig i udlandet,« siger afdelingschef Frank Korsholm, mens Dansk Erhverv mener, at det bliver lettere at drive virksomhed.
»Det vil fremme vækst og beskæftigelse. Vi håber derudover, at dagens klare ja til patentdomstolen kan sætte skub i debatten om en afskaffelse af de danske EU-forbehold,« siger direktør i Dansk Erhverv, Christian T. Ingemann.