De Radikale vil have arabisk på skoleskemaet
Arabisk bør være et folkeskolefag mener De Radikale i København. De Konservative afviser forslaget.
Hvis det står til Det Radikale Venstre i København, skal eleverne i folkeskolen i fremtiden kunne vælge arabisk, når de skal vælge et ekstra sprog udover engelsk.
Tommy Petersen, som er medlem af Borgerrepræsentationen i København samt børne- og ungdomsordfører for De Radikale, mener ikke, at det giver mening at udelade arabisk fra skoleskemaet.
"Arabisk er et af de mest talte sprog i verden. 280 millioner arabere er nærmeste nabo til EU, og arabisk er det største indvandrersprog i Danmark. Herudover har Danmark masser af erhvervsinteresser i arabiske lande. Derfor giver det ingen mening, at man ikke kan tage arabisk som prøvefag i folkeskolen, eller at børn af forældre fra arabisktalende lande uden for EU/EØS ikke kan få modersmålsundervisningen betalt efter 5. klasse," siger Tommy Petersen i en skriftlig udtalelse til Berlingske.
Gratis indtil 5. klasse
I dag er det gratis at modtage modersmålsundervisning indtil 5. klasse, men derefter er der brugerbetaling.
Det vil De Radikale også ændre, så det i fremtiden vil være gratis i hele folkeskoletiden.
Derfor har partiet nu bedt Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune om at undersøge, hvor store ekstraudgifter det vil medføre, hvis undervisningen også skal være gratis fra 6. til 9. klasse.
Et lignende forslag blev i 2009 afvist, fordi gymnasierne ikke underviste i arabisk, men det har sidenhen ændret sig, så nu vil De Radikale forsøge igen.
Konservative afviser
De Konservative i København afviser begge forslag fra De Radikale.
”Det er ikke en offentlig opgave at undervise indvandrerbørn i deres oprindelige hjemlands sprog og kultur. Den offentlige opgave er at lære indvandrerbørnene dansk, så de kan blive integreret. Modersmålsundervisning er anti-integration, som får indvandrerne til at hænge fast i kulturen fra deres forældres hjemland i stedet for at gøre dem danske”, siger Rasmus Jarlov, der er politisk leder for Konservative i København i en pressemeddelelse.
Partiet vil heller ikke indføre arabisk som et fremmedsprog på linje med tysk og fransk.
”Det er ikke oplagt at undervise i arabisk. Selvom det er et stort sprog, så er der mange andre sprog, der er vigtigere. Hvis vi skal udvide med flere sprog end tysk og fransk, så står spansk, russisk og kinesisk højere på vores liste end arabisk”, siger Rasmus Jarlov.