Lars Løkke Rasmussen: Jeg har betalt den skat, jeg skal
Der er ikke noget i den her sag, der gør, at jeg skal indberette yderligere til Skat, siger Løkke.
Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, har betalt den skat, han skal, siger han efter dage med kritik af partibetalt tøj og en rejse til familien.
"Jeg har betalt den skat, jeg skulle, og der er ikke noget i den her sag, der gør, at jeg skal indberette yderligere til Skat," siger Lars Løkke Rasmussen (V) i en kort kommentar på vej til et interview i DR-Byen.
Det er hans første kommentar i sagen.
Rygevaner til debat
Der har også været stor debat omkring Lars Løkke Rasmussens rygevaner, men han tilbageviser påstande om, at han skulle have røget steder, hvor han ikke måtte.
"Jeg er helt med på, at det i sig selv efterhånden er kriminaliserende at være ryger, men det er jeg altså. Og derfor har søde folk omkring mig, sørget for at booke mig ind på hoteller, hvor jeg kunne ryge. Det kan man mene, hvad man vil om, men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har røget, hvor jeg ikke måtte ryge," siger Lars Løkke Rasmussen til TV2 News.
Venstres Claus Hjort Frederiksen, der har været en af Løkkes mest indædte forsvarere i forbindelse med den nuværende kritik, har fremlagt Løkkes rygning på ikke-ryger-værelse som en "smutter".
Men det er altså ikke forklaringen fra Løkke selv.
"Der har ikke været nogle "smuttere". Der har været et ønske fra mig om at ryge," siger Løkke.
Lars Løkke Rasmussen har modtaget kritik fra en del medlemmer af Venstre, og han erkender, at det ikke er en god sag for partiet.
"Jeg kan sagtens få øje på, at det er en skidt sag for Venstre. I hvert fald sådan som billedet har stået. Det er jeg selvfølgelig ked af, og det er også derfor, at jeg har valgt at indkalde forretningsudvalget tidligere end planlagt. Så kan vores folk få en ordentlig orientering," siger Lars Løkke Rasmussen.
Ingen politianmeldelse
Lars Løkke Rasmussen påpeger, at de bilag som har været fremme i sagen, ikke lovligt kan have været tilflydt dagspressen. Men han afviser at melde det til politiet.
"Det kommer der ikke noget ud af. Og det rokker ikke ved, at nu er det fremme, og så må vi forholde os til det. Men det kommer frem i en form, som både jeg og andre i Venstre har svært ved at genkende. Med det billede der står, så kan jeg godt forstå, at der er mange, som siger, at det ikke ser pænt ud. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at jeg betaler den skat jeg skal," siger Lars Løkke Rasmussen.
Løkke har selv indkaldt til et møde i partiets forretningsudvalg tirsdag, hvor han vil orientere om de seneste dages begivenheder.