Fortsæt til indhold
Politik

Splittelse blandt politikere om screening af uintelligente børn

Selvom det bliver muligt at genteste og behandle nyfødte for lav intelligens, er det en farlig vej at gå, mener V, S, SF og DF

Nola Grace Gaardmand

Skal vi screene for og efterfølgende behandle lav intelligens hos børn?

Spørgsmålet splitter politikerne på Christiansborg, efter at Jyllands-Posten kunne beskrive, hvordan ny britisk forskning har påvist en direkte sammenhæng mellem intelligens og en særlig genvariant. Det fik i går flere forskere til efterlyse screeninger og gentestning af nyfødte, som derefter kan behandles medicinsk.

Man finder vel ikke nogen nybagt mor, der ikke ønsker at give sit barn det bedste udgangspunkt i livet,
Mai Mercado, , sundhedsordfører, K

Hos De Konservative, Enhedslisten og Liberal Alliance er man positiv over for ideen, mens Socialdemokraterne, Venstre, SF og Dansk Folkeparti afviser blankt.

»Det lyder ikke godt i et socialdemokratisk øre. Vores samfund er præget af diversitet, og det er jo ikke alt, der er bundet op på intelligens – hverken i forhold til at få et godt liv eller i forhold til at blive en nyttig samfundsborger,« siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

»Hvis det drejede sig om livstruende sygdomme og svære handicaps, ville det være noget andet. Men der må være grænser for, hvor meget vi skal ensrette samfundet,« siger han.

Det bedste udgangspunkt

SF’s sundhedsordfører, Özlem Cekic, er enig:

»Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste artiklen, for hvad bliver så det næste, vi skal screene for? Om de er for lave, om de engang vil udvikle fedme? Skal vi til sidst alle sammen ligne hinanden som små robotter? Nej, det mener jeg ikke.«

De britiske forskningsresultater påviser, at børn, der har en bestemt genvariant, og som også har et lavt niveau af et bestemt stofskiftehormon, har mere end fire gange forøget risiko for at få en lav intelligens – altså en IQ under 85. Gennemsnitsdanskerens IQ ligger på omkring 100, mens alt under 70 betragtes som mental retardering.

Ifølge forskningen har ca. 4 pct. af befolkningen denne øgede risiko for lav intelligens. Etikprofessor ved RUC, Thomas Søbirk Petersen, mener derfor, at man er en »dårlig forældre«, hvis man ikke benytter muligheden for at teste og behandle sit barn, hvis man dermed kan undgå at barnet får en lav intelligens senere i livet, som han udtalte i gårsdagens avis.

Sundhedsordfører hos De Konservative Mai Mercado tror også, at de fleste forældre ville takke ja til en screening:

»Umiddelbart er jeg positiv over for det, både som politiker og som mor. Man finder vel ikke nogen nybagt mor, der ikke ønsker at give sit barn det bedste udgangspunkt i livet, og hvis det er så lidt, der skal til, kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre det,« siger hun.

Også hos Enhedslisten og Liberal Alliance er man mindre skeptisk over for ideen om screeninger.

»Det tager jeg ret afslappet. Forældre vil jo det bedste for deres børn, og hvis man har mulighed for at gøre dem en tjeneste, så er det da fint. Man skal passe på med at være angst for fremtiden. Udviklingen giver nye muligheder, og heldigvis er der en masse sygdomme, som man kan behandle i dag, som man ikke kunne behandle tidligere. Og sådan vil det også være fremadrettet,« siger Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Etiske dilemmaer

Sundhedsordfører hos Enhedslisten Stine Brix vil heller ikke afvise screeninger i fremtiden.

»Der er selvfølgelig en etisk diskussion om, at ikke alle skal være lige kloge og perfekte. Men omvendt: Mangler man et hormon, der kan have stor betydning for, hvordan ens liv bliver, så er det da klart relevant at se på, om vi kan hjælpe,« siger hun.

Hos DF bryder man sig dog ikke om implikationerne ved en sådan test:

»Det siger jo indirekte, at intelligente mennesker er bedst. Men mindre intelligente kan have et lige så godt liv, bare på en anden måde. Vi skal ikke alle spyttes ud af den samme sprøjte,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF)

Hos Venstre efterlyser man, at Etisk Råd ser nærmere på de »meget komplekse etiske dilemmaer«, som diskussionen rejser.

»Men jeg synes, det har nogle skræmmende perspektiver, hvis ellers sunde og raske børn pludselig skal sygeliggøres, bare fordi de ikke er helt lige så intelligente som andre,« siger Sophie Løhde (V).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S).