Lykketoft frygter valg i utide
Tidligere S-formand kræver »gunstige, varige dagpengeregler«. Ellers får Løkke magten. Enhedslisten jubler.
Socialdemokraternes tidligere formand - og den nuværende formand for Folketinget - retter nu en skarp kritik af regeringen for håndteringen af de forringede dagpengeregler.
At over 30.000 har mistet retten til dagpenge er ganske enkelt »ikke tåleligt for den socialdemokratiske bevægelse,« og de hidtidige tiltag fra den socialdemokratisk ledede regering har alle været »ufuldkomne og forsvinder for hurtigt igen«.
Det skriver Lykketoft i en klumme i den seneste udgave af magasinet ’Liv og lidt mere’.
Frygter nyvalg
Lykketoft kalder det »et af vores største problemer,« at »for mange er arbejdsløse, og at for mange af de arbejdsløse mister retten til at en ordentlig dagpengekompensation alt for hurtigt og uden chance for at komme i arbejde igen«.
Som et eksempel på en forspildt mulighed for at gøre noget nævner Lykketoft regeringens finanslov med Venstre - og uden Enhedslisten - som Mogens Lykketoft mener, i sidste ende kan komme til at koste livet for regeringen.
»Jeg forstår ikke, at regeringen og Enhedslisten ikke kunne få enderne til at mødes, så en bedre indsats mod social dumping kunne gennemføres, og faglige kontingenter igen kunne blive fuldt fradragsberettigede. Jeg frygter, at nyvalg nu rykker tættere på, og at Lars Løkke får bedre fodfæste af at være med i finanslovsforliget,« skriver Lykketoft.
Kræver varige forbedringer
Det var under den tidligere VK-regering, at forringelserne på dagpengeområdet blev besluttet, men de blev gennemført under Thorning-regeringen, der har svigtet mulighederne for at redde stumperne, og dermed står Danmark med »virkningerne« af »det mest brutale angreb på Den Danske Model, som hidtil er gennemført,« skriver Lykketoft.
Den eneste måde at undgå katastrofen på er ved, at »regeringen inden næste valg kan enes med sig selv og et flertal i Folketinget om at lave gunstigere, varige dagpengeregler«.
Lykketoft foreslår selv, at regeringen og fagbevægelsen »energisk« bør »søge nye veje« - blandt andet ved at genstarte de kuldsejlede trepartsforhandlinger og af den vej finde en bedre dagpengeordning.
Lykketoft oplyser gennem sin pressechef, at han ikke ønsker at uddybe sin kritik.
Enhedslisten: Vigtig klumme
Hos Enhedslisten læste arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl klummen og tænkte: »Det tegner sgu godt«.
»Jeg er fuldstændig enig med Lykketoft. Fuldstændig. Vi har sagt gang på gang, at de midlertidige løsninger er uholdbare, og at vi har brug for varige løsninger. Det kan nogle gange være svært at vurdere, hvor socialdemokraterne - og måske især Bjarne Corydon og til dels Thorning - står i det her, og derfor betyder Lykketofts virkelig ord meget. Jeg er sikker på, at man i fagbevægelsen vil læse denne klumme med meget stor interesse,« siger Christian Juhl til Jyllands-Posten.
Han deler også Lykketofts analyse af regeringens muligheder for at blive genvalgt.
»Hvis regeringen ønsker det - man kan nogle gange godt komme i tvivl - så er der ingen tvivl om, at der skal laves arbejdspladser, og man skal behandle de arbejdsløse bedre. Jeg er helt enig med Lykketoft her,« siger Christian Juhl.
Radikale: Ingen ændring
Enhedslisten skal dog ikke umiddelbart forvente nogle indrømmelser fra regeringen.
For selvom regeringen har planer om at modernisere dagepengesystemet, så planlægger man ikke at ændre ydelser eller dagpengeperioden, fastslår De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq.
»Jeg håber, at et nyt system bliver mere gunstigt for den enkelte, for det nuværende system er et stort miskmask, som de færreste kan gennemskue. Men der er ikke lagt op til, at dagpengesystemet skal rulles tilbage eller på nogen som helst måde ændres, så man kan gå længere tid på dagpenge. Det er der ikke lagt op til,« siger Nadeem Farooq til Jyllands-Posten.