Ole Sohn provokerer sit nye parti
Forslag: Nej tak, lyder svaret fra S-toppen til et forslag fra Ole Sohn om en 10-årig håndfæstning med Venstre.
På dag to som socialdemokrat udfordrer Ole Sohn fagbevægelsen og sit nye parti med et forslag om, at regeringen skal indgå en 10-årig håndfæstning med Venstre om skattestop for de danske virksomheder og lave lønstigninger.
For at få gang i jobskabelsen er der brug for en »samfundskontrakt«, som sikrer virksomhederne stabilitet omkring deres rammevilkår, skriver Ole Sohn i dag i et indlæg i Jyllands-Posten.
Han opfordrer til en bred politisk aftale, som aftalepartierne i både rød og blå blok forpligter sig til at stå ved uanset valg og skiftende regeringer. Den skal kombineres med en slags trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter, så lønmodtagerne f.eks. forpligter sig til løntilbageholdenhed 10 år frem i tiden.
»Det kræver et løbende og vedvarende fokus at forbedre Danmarks konkurrenceevne,« fastslår Ole Sohn, der også opfordrer til, at penge, der kan skaffes ved effektiviseringer i det offentlige, går til at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne. De penge har S-toppen lovet at bruge til velfærd.
En fattiggørelse
Debatindlægget ryster formanden for fagforeningen 3F, Per Christensen, der er formand for mange ansatte i industrien.
»Jeg kan ikke genkende en socialdemokrat, der hævder, at vi skal have 10 års løntilbageholdenhed. Det vil betyde en fattiggørelse af 3F’s medlemmer,« siger han.
»Med kronikken afslører Ole, at han måske ikke er stoppet på sin politiske vandring. Et kort øjeblik kunne jeg tro, at han havde fået tilbudt job i Cepos.«
Erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) afviser blankt idéen fra sin nye partifælle.
»Det er meget spændende med friske indslag i den idépolitiske debat, men det her er ikke muligt at styre. Det er slet ikke noget, vi overvejer,« fastslår Sass.
Fra Venstre er der til gengæld ros.