Fortsæt til indhold
Politik

Astrid Krag bliver socialdemokrat

Nuværende sundhedsminister Astrid Krag skifter fra SF til Socialdemokraterne.

Tidligere formandskandidat i SF og nuværende sundhedsminister, Astrid Krag, skifter til Socialdemokraterne.

Bruddet sker, efter at SF i dag trak sig fra regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale.

”Jeg har i dag søgt om optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe. De seneste begivenheder har gjort det klart, at Socialdemokraterne nu er det parti, der bedst favner mine politiske holdninger,” skriver Astrid Krag på Facebook.

Ikke opbakning

Hun begrunder sit valg med, at der ikke var opbakning til hendes linje i SF.

Der er ikke opbakning til af føre den form for venstreorienteret politik, jeg gik til valg på. Dét tager jeg konsekvensen af i dag.
Astrid Krag, sundhedsminister

”Der er ikke opbakning til af føre den form for venstreorienteret politik, jeg gik til valg på. Dét tager jeg konsekvensen af i dag, når jeg melder mig ud af SF,” skriver hun.

Samtidig føler hun sig bedre repræsenteret af Socialdemokraternes politik:

”Jeg ønsker et Danmark baseret på et stærkt fællesskab. Med social retfærdighed og lighed. Et samfund hvor færre danskere ser sig sat på sidelinjen – på grund af sygdom, arbejdsløshed, ensomhed eller urimelige sociale vilkår. Socialdemokraterne er det parti, som bedst vil kunne levere den forandring.”

"Hjerteligt velkommen"

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, vil byde Astrid Krag "hjerteligt velkommen, siger han til Ritzau:

"Jeg har kendt Astrid Krag i mange år, både fra tiden i opposition og som ministerkollega. Og Astrid er en dygtig og kompetent politiker, og derfor hilser jeg hende velkommen. Og det er jeg sikker på, at den Socialdemorkatiske gruppe også vil, så vi vil byde Astrid Krag hjerteligt velkommen".

Formelt er det Socialdemokraternes folketingsgruppe, som skal optage Astrid Krag, men det betragter Henrik Dam Kristensen som en formalitet.

"Jeg er sikker på, at gruppen, lige som jeg, vil byde hende velkommen," siger han til TV2 News.

Med skiftet følger Astrid Krag efter SF's tidligere politiske ordfører Jesper Petersen, Europaparlamentariker Emilie Turunen og tidligere skatteminister Thor Möger.