Özlem Cekic: SF har fået ultimatum af Thorning
SF's sundhedsordfører møder ikke op til dagens afstemning om salget af Dong-aktier til Goldman Sachs.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) smider SF ud af regeringen, hvis bare én SF'er stemmer nej eller blank ved dagens afstemning i Folketinget om en timeout i Dong-salget.
Det skriver SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, i en statusopdatering på Facebook. Her skriver hun også, at hun selv har besluttet ikke at møde op til dagens afstemning.
"Så længe jeg ikke kan stemme efter min overbevisning så KAN jeg ikke gå ned i folketingssalen. Derfor har jeg besluttet at boykotte afstemningen i dag," skriver hun.
Dermed følger hun i hælene på partikollegaen Karsten Hønge, der efter SF's dramatiske krisemøde med landsledelse og folketingsgruppe oplyste, at han udebliver fra Folketinget på grund af dagens afstemning om Dong.
Ultimatum
Özlem Cekic mener, at SF skulle have sagt nej til aftalen.
"Jeg begriber ikke, at vi ikke bare EN gang kan sige fra i regeringssamarbejdet, uden at blive mødt med truslen om at så er det slut med SF i Regering," siger hun.
Hun skriver, at SF "står i en meget alvorlig krise", men partiet har ifølge hende fået et ultimatum af statsministeren.
"Men min formand (Annette Vilhelmsen) fortalte mig i går klart og tydeligt, at hvis der er een eneste SFer, der går ned og stemme imod eller stemmer blankt til forslaget om et timeout, så vil statsministeren smide SF ud af regeringen," skriver Özlem Cekic.
"Jeg har også fået at vide, at SF står uden en formand, hvis bare der er en, der går ned og stemmer blankt."
Dong er dråben
Özlem Cekic er også imod aftalen.
"Den er jeg imod. Det er vigtigt for mig, at dem der bestemmer over Danmarks energiforsyning ikke primært handler ud fra profithensyn, men ud fra samfundshensyn," skriver hun.
Hun påpeger, at Dong-aftalen var strået, der knækkede kamelens ryg.
"For mig og rigtig mange andre SF'ere er DONG-aftalen dråben, der får bægeret til at flyde over. De sidste 14 dages afsløringer i medierne viser, at det her risikerer at blive en dyr fornøjelse for skatteyderne," skriver Özlem Cekic.
Utilfredse SF'ere
Foruden Özlem Cekic og Karsten Hønge har også partiets fungerende gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt valgt at boykotte dagens afstemning. Samtidig har en række af SF’ere udtryk stor utilfreds med partiets opbakning til salget af DONG-aktier til Goldman Sachs.
På et krisemøde i går oplyste flere SF'ere, at de forlader deres poster i protest mod partiets linje i Dong-sagen. Det gælder næstformand, Peter Westermann, politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen og fungerende gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt.
Derudover udtrykte folketingsmedlemmerne Eigil Andersen, Lisbeth Bech Poulsen og Trine Pertou Mach, at de ikke vidste,om de var parate til at stemme for salget.
Otte af SF's 15 mandater i Folketinget ventes med sikkerhed at stemme ja til beslutningsforslaget kl. 10. Det gælder partiets seks ministre - Pia Olsen Dyhr, Ida Auken, Jonas Dahl, Astrid Krag, Holger K. Nielsen og Annette Vilhelmsem - samt Steen Gade og Ole Sohn.