Fortsæt til indhold
Politik

Thorning efter sejrsmåling: Valgkamp er sjovt

Statsministeren er ikke meget for at tale om ny meningsmåling. Men hun er glad.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er sjældent meget for at tale om meningsmålinger.

Heller ikke når de - som i dag - viser, at rød blok for første gang siden valget for 795 dage siden står til sejr.

Og Socialdemokraterne står til at være større end Venstre.

Sjovt at være valgkamp

Men Thorning gjorde mandag alligevel opmærksom på, at hun har grund til at smile.

»Jeg synes, at det er sjovt at være med i valgkampen. Det har jeg synes i alle de valgkampe, jeg har været med i. Jeg plejer at komme ud under kommunalvalget og hjælpe, så jeg har ikke så meget tid til at tænke over det, jeg drøner rundt i hele landet og laver valgkamp,« sagde Thorning tidligere på dagen til TV2 News.

Valgkamp i morgen

Den meget omtalte måling - som Voxmeter har lavet for ritzau - viser, at 24,6 procent af danskerne vil stemme på Socialdemokraterne, mens blot 24,3 procent vil stemme på Venstre.

Venstre går således 1,2 procentpoint. tilbage fra målingen i sidste uge, mens Thorning og Socialdemokraterne går tilsvarende frem.

Samlet set står rød blok til 50,5 procent, mens blå blok får 49,2 procent. Fejlmargin på målingerne gør dog, at der reelt er tale om dødt løb.

Tirsdag er der kommunalvalg, hvor Socialdemokraterne og Venstre vil kæmpe om at få flest borgmestre. Socialdemokraterne har på nuværende tidspunkt 49 borgmestre, mens Venstre har 31.