Dansk Folkeparti fjerner »vittighed« fra hjemmeside
Partiet efterlyste muslimer til fiktivt rejsebureau. Det skulle være morsomt, siger partisekretær.
Dansk Folkeparti fjerner nu en lidt for kontroversiel vittighed, der havde fundet vej til partiets hjemmeside.
I reklamen for det fiktive rejsebureau »Dansk Flygtninge Import« efterlyste partiet personer, der var »mørk i huden, og gerne med muslimsk baggrund« til asylophold i Danmark.
»Det vil også være en fordel om du hverken kan læse eller skrive, men desværre er du nødt til at lære de 4 bogstaver A-S-Y-L udenad. Udtrykket “asyl” betyder at alle døre åbner sig for dig, og den vigtigste er naturligvis døren til bistandskontoret, her får du alle de penge du har brug for,« hed det i den fiktive annonce.
Det hellige præsteskab
Annonce var - ifølge en ledsagende tekst på hjemmesiden - oprindelig fra tiden, da Birthe Weiss var indenrigsminister i 90’erne, men blev bragt på Dansk Folkeparti, da »det hellige præsteskab ved selvtægt har annammet Weiss´s godgørenhed«.
Overfor mx.dk siger partiet, at opslaget blev lagt på hjemmesiden af en lokalformand i afdelingen i Solrød, og at indlægget var »tænkt som en morsomhed«.
»Vi slår hårdt ned på alle, der ikke holder en god tone, og han kan forvente en løftet pegefinger, hvis det falder uden for rammerne for vores udlændingepolitik,« siger Dansk Folkepartis partisekretær Poul Lindholm Nielsen til mx.dk.
»Vi går meget op i, at man taler ordentligt om folk, og derfor vil det også blive rettet og påtalt«.
Ikke noget odiøst
Christen Bøgh Kristensen - formand for DF i Solrød - siger, at han lagde vittigheden på Dansk Folkepartis hjemmeside i 2009, og han forstår ikke, at det nu bliver til en sag.
»Det er jo bare en joke. En harmløs joke. Den har floreret på internettet i lang tid og vist også på papir. Selvfølgelig er den okay, ellers havde jeg jo ikke lagt den op. Der er mange, der har set den,« siger han til Jyllands-Posten.
Men hvis den er okay - hvorfor er den så blevet fjernet?
»Ja, det er den jo så blevet, det er rigtigt. Jeg har ikke ønsket at fjerne fokus og skade partiet. Det er jo mit eget påfund, og når man beder mig om at fjerne den, så har jeg fjernet den med det samme. Den er ikke vigtig. Man kan finde masser af den slags morsomheder på nettet. Jeg kan ikke se, at der er noget odiøst i det her,« siger Christen Bøgh Kristensen.
Læs den fjernede vittighed her.