Fortsæt til indhold
Politik

DF’er freder skattesnydere

Det er i orden at lække til pressen, hvis en person får meget fra de offentlige kasser. Men det er ikke i orden at gå til pressen, hvis en borger betaler for lidt i skat, mener DFér.

Det var helt i orden, da DF’eren i Odense Byråd Pernille Bendixen for nyligt lækkede personlige oplysninger til pressen. Det mener i hvert fald folketingsmedlem Hans Kristian Skibby (DF).

De lækkede papirer viste, at bandelederen Fisfis og hans familie fra Vollsmose i Odense sidste år kostede kommunekassen 4,5 mio. kr.

Og når borgere i den grad koster kommunekassen, skal det frem i lyset, mener Hans Kristian Skibby. Havde det derimod været en skatteunddrager, ville situationen have været en helt anden.

Hvad mener du om, at Pernille Bendixen har lækket fortrolige oplysninger?

Man må stå til ansvar

”Selvfølgelig skal vi overholde lovgivningen, men Pernille Bendixen har en pointe i, at man må stå til ansvar for de borgere, der har stemt en ind. I en økonomisk forhandling må der være brede rammer for, hvad man må gå til pressen med. Så jeg ser ikke det store problem i, at hun er gået ud med de informationer.”

Vil det så sige, at alle fortrolige oplysninger nu må lækkes?

”Nej, det kan jeg jo ikke sige. Der kan være bevæggrunde hvor det er i orden, at man gør det. Men der skal i min optik være meget brede rammer for, hvornår man kan pålægge en politiker tavshedspligt.”

Skal borgere ikke have tillid til, at I ikke lækker personlige oplysninger til pressen hele tiden?

”Jo, det kan da godt være. Men hvornår er noget en personlig oplysning, og hvornår er det et anliggende, som vedrører de folk, der skal betale regningerne. Det kan man jo altid diskutere.”

Så opbakning til det, Pernille Bendixen har gjort, selv om det måske er ulovligt?

”Du siger ordet ulovligt – det siger jeg ikke. Jeg siger, at der skal være brede rammer for, hvornår en politiker skal kunne bruge sin ret til at udtale sig om den viden og information, man får. Selvfølgelig kan man ikke gå ud med cpr-numre på folk og sige, at fru Jensen har betalt for lidt i skat. Det kan man jo ikke.”

Tilbage i 1920érne

Hvorfor kan man ikke gå ud og sige, at fru Jensen har betalt for lidt i skat?

”Så er vi i hvert fald tilbage i 1920érne, hvor man nede ved købmanden kunne læse, hvem der skyldte i skat.”

Men hvis I som politikere kan lække dem, der får meget i offentlig støtte, hvorfor kan I så ikke også lække dem, der ikke betaler nok i skat?

”Jamen det kan man jo ikke. Sådan er det. Jeg synes, at det er et absurd spørgsmål, hvis jeg skal være helt ærlig. Det vil jeg ikke forholde mig til – selvfølgelig kan man ikke det.”

Hvorfor kan man så lække oplysningerne på folk, der får meget i støtte?

”Fordi der er forskel på at betale skat og så få andre folks penge. Altså groft sagt så er der da en stor forskel på at betale penge og modtage penge. Men når vi kan se, at en kommune er tvunget til at spare på borgernær velfærd, og så samtidig kan se, at der er familier, som får 4,5 millioner af kommunekassen, fordi de ikke kan styre deres egen familie og deres egne børn, så har man også lov til som politiker at sige, om det kan være meningen.”

Hvis en erhvervsmand snyder for 4,5 mio. kr. i skat skal det så ikke frem?

”Der kan stilles mange sjove spørgsmål, men dem har jeg ingen kommentarer til.”