Fortsæt til indhold
Politik

Margrethe Auken er »rasende« efter Gaza-forbud

Europa-Parlamentet nægtet adgang til Gaza af Israels regering. Ren militær belejring, siger Auken.

Ingen adgang.

Det er meldingen fra Israel til seks europaparlamentarikere, der er blevet nægtet adgang til Gaza under en rejse til Israel, der begynder i næste uge.

Det skriver det danske medlem af Europaparlamentet Margrete Auken (SF) i en pressemeddelelse.

»Jeg er rasende. Vi er officielle repræsentanter for Europa-Parlamentet og vores lande, og vi har til opgave af følge udviklingen i det besatte Palæstina - herunder Gaza der nu er under veritabel militær belejring af Israel,« udtaler Margrete Auken.

Brutaliteten

Gaza har cirka 1,7 mio. indbyggere, men adgang til palæstinensiske område styres i høj grad af Israel.

Israel har tilsyneladende afvist besøget med henvisning til, at det officielle besøg vil styrke Hamas, der er på de officielle lister over terrorgrupper.

Men det accepterer Margrete Auken ikke som forklaring.

»Afvisningen af vores delegation illustrerer tydeligt brutaliteten. Gazas tætbefolkede område skal straffes kollektivt og nu ikke bare, fordi de kom for skade at vælge Hamas-politikere ved det demokratiske valg i 2006, men også fordi EU har besluttet aktivt at standse ethvert samarbejde med Israels ulovlige bosættelser i det besatte Palæstina. Skønt det ikke siges udtrykkeligt fra Israel, så er det kernen i denne absurde afvisning,« siger Margrete Auken.

Et relevant program

Auken og de seks europaparlamentarikere vil dog gennemføre deres rejse til Palæstina under alle omstændigheder og fortsat forsøge at få adgang til Gaza.

Lykkedes det ikke, så vil gruppen sammensætte »et relevant program for møder og besøg i Østjerusalem og på Vestbredden,« skriver Auken.