Karen Jespersen: Sig undskyld, Løkke
Ikke nok at vise bilag, siger medlem af Venstres folketingsgruppe.
Det er ikke nok, at Lars Løkke Rasmussen på søndag lægger sine bilag frem.
Han skal også sige undskyld og genopbygge vælgernes tillid - ellers vil befolkningen til evig tid tro, at han er en »flottenheimer med offentlige midler til eget forbrug«.
Det skriver folketingsmedlem for Venstre Karen Jespersen i et indlæg sammen med sin mand Ralf Pittelkov på Den Korte Avis.
Jespersen mener, at Venstreformanden tager fejl, hvis han tror, at han kan lukke sagen ved blot at vise sine bilag på et pressemøde søndag.
»En del vælgere er under alle omstændigheder forargede over, at han kunne brænde så mange penge af på 13 rejser på første klasse, inden han lagde kursen om,« skriver Karen Jespersen.
En møgsag
Tidligere på dagen kaldte også folketingsmedlem Ulla Tørnæs sagen om Løkkes 15 rejser til i alt én mio. kr. betalt af udviklingsbistand via organisationen Global Green Growth Institute for »en møgsag for Løkke«.
»Men det er jo også en rigtig møgsag for hele Venstre, som vi helst var foruden. Nu håber jeg, at vælgerne kan skelne mellem det signal, der sendes med denne sag, og mine evner og muligheder for at være en god borgmester,« sagde Tørnæs til Berlingske.
Rejsereglerne i GGGI er siden blevet ændret, og Lars Løkke Rasmussen flyver i dag på det noget billigere business class.
Skal give undskyldning
I sit indlæg på Den Korte Avis skriver Karen Jespersen, at Løkke har en stor opgave med at forklare vælgerne, at han fortsat er en værdig statsministerkandidat.
Opgaven består blandt andet ved at give en god forklaring på, »hvordan en sådan situation overhovedet kunne opstå. Hvorfor reagerede han ikke med det samme?« skriver Karen Espersen og fortsætter:
»Men det kræver samtidig en indrømmelse af, at han begik en fejl ved ikke at gøre det. Løkke skal levere en undskyldning og en fortælling om, hvad han har lært af sagen«.
Beklager hvad?
Karen Jespersen mener, at Løkkes brev til Venstre-medlemmerne i søndags ikke var helt tydeligt.
Det stod således ikke klart, hvad han »beklagede,« mener Karen Jespersen.
»Var det kun den dårlige håndtering af sagen eller var det selve det luksuriøse forbrug i en periode?«.
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Karen Jespersen. Venstre henviser til pressemødet på søndag, hvor Lars Løkke Rasmussen vil foreklare nærmere om de mange rejser på første klasse.