Løkke uden blå opbakning i rejsesag
Hverken LA, K eller DF vil offentligt støtte Løkke i sagen om dyre flyrejser.
Normalt står dansk politik klart opdelt i to lejre.
Lejrene griber gerne enhver mulighed for at drille hinanden, når det gælder politisk indhold, personsager eller dumme fodfejl.
Og samtidig står de ofte sammen i modvind.
Men i sagen om Venstreformand Lars Løkke Rasmussens 15 flyrejser for 776.000 kroner for ulandsbistand er der ingen opbakning i blå blok.
Her står Løkke og Venstre foreløbig helt alene.
Tavshed
Hos de tidligere regeringspartnere i Det Konservative Folkeparti oplyser presseafdelingen, at man ikke vil tale om Løkkes luksusrejser for organisationen Global Green Growth Institute, der modtager 90 mio. kr. i udviklingsbistand fra den danske stat.
Og hos Liberal Alliance er meldingen den samme: Løkkes rejser er et forhold mellem Løkke og hans vælgere.
Jyllands-Posten har specifikt spurgt begge partier om de mener, at oppositionen med sin heftige kritik af Løkke enten tager fejl eller om de har ret, når de kalde de mange rejser på første klasse for »frås«, men også dette spørgsmål fører kun til en klar melding: »Ingen kommentarer«.
Politisk ordfører hos Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll blev fredag på direkte tv spurgt om Løkkes dyre rejser var »amoralske«.
»Jeg går ikke ind og dømmer på andres politikeres moral, men jeg har den holdning, at dette er en sag for Lars Løkke og ikke for Liberal Alliance,« sagde Simon Emil Ammitzbøll på TV2’s politiske program 1240K.
Men er det en god sag?
»Det tror jeg, at Søs og Kristian har beskrevet så godt,« svarede Simon Emil Ammitzbøll med henvisning til to af programmets medværter, der havde kaldt Løkkes sag for meget uheldig.
DF: Læg alt frem
Dansk Folkeparti har heller ikke lyst til at bakke op om Lars Løkke Rasmussen.
I stedet siger udviklingsordfører Hans Kristian Skibby, at Løkke bør lægge alle de relevante kvitteringer fra rejsen frem.
»Det bedste, Lars Løkke kan gøre i denne sag, er selv at kræve, at der kommer en udlevering af dokumenterne. Hvis han ikke gør det, så kan man blive ved med at finde sjove historier,« siger Hans Kristian Skibby til Ekstrabladet.dk
Over én mio. kr.
Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten er kommet med en tilsvarende opfordring til Løkke, men foreløbig afviser Venstre, at man hverken kan eller vil udlevere Løkkes bilag fra de 15 rejser.
I brev til Venstres medlemmer søndag erkendte Lars Løkke, at han burde havde taget initiativ til ændre reglerne for flyrejser tidligere.
En redegørelse fra Global Green Growth Institute viste i sidste uge, at Løkkes i alt har brugt godt én million kroner på rejser over de seneste 15 måneder.
De fleste af pengene - de meget omtalte 776.000 kroner - er gået til flybilletter, mens der også er brugt 144.000 kr. på hoteller på i alt 49 rejsedage.