Ny lov kan dække over miljøsyndere
Miljøminister Ida Auken står for at skulle fremlægge et kontroversielt lovforslag.
Miljøminister Ida Auken (SF) skal snart fremlægge et nyt lovforslag om offentlighedens adgang til oplysninger om miljøet.
Forslaget til den nye miljøoplysningslov blev sendt i høring midt i september, og i denne høringsperiode har det mødt modstand fra blandt andre mediejurist Oluf Jørgensen og formanden for Aabenhedstinget, Nils Mulvad, samt Danmarks Naturfredningsforening.
Parterne er bekymrede for den nye lovs manglende mulighed for, at offentligheden kan få indsigt i miljøsvineri.
Oplysninger skal hemmeligholdes
Bekymringerne går på, at der fremover skal hemmeligholdes oplysninger om miljøforurening, som hidtil har været tilgængelige. Oplysninger, der ifølge kritikerne er vigtige for befolkningen at være oplyst om.
"Vi udtrykker vores uro, fordi vi er storforbrugere af miljøoplysning, og vi mener, at Danmark har en forpligtelse til at gå forrest med åbenheden," siger Michael Leth Jess, der er direktør i Danmarks Naturfredningsforening.
Som et konkret eksempel har formand for Åbenhedstinget Nils Mulvad og mediejurist Oluf Jørgensen i et høringssvar peget på, at Forsvaret ikke længere må oplyse om olieforurening på havet, hvis loven bliver vedtaget. Lovforslaget sikrer nemlig ikke ret til indsigt i miljøoplysninger, der opbevares hos private virksomheder.
Strider mod direktiver
Hemmeligholdelsen af oplysninger er i strid med EU-direktivet på området og perspektiverne i Aarhus-konventionen, som ligger til grund for borgernes adgang til miljøoplysninger.
Indskrænkningen af adgangen til oplysninger bekymrer også kritikerne, med tanke på at den lægger sig op ad den netop vedtagede offentlighedslov.
"Miljøministeriets lovforslag gentager de brede undtagelser i den nye offentlighedslov, der forringer offentlighedens ret til indsigt," skriver Nils Mulvad og Oluf Jørgensen i deres høringssvar.
Forening beder om redegørelse
Danmarks Naturfredningsforening har bedt Miljøministeriet om en redegørelse eller et møde, så man kan få diskuteret lovforslagets punkter. Foreløbig er et sådant møde dog ikke kommet i stand.
Nils Mulvad og Oluf Jørgensen tror modsat Dansk Naturfredningsforening ikke på, at kritikken kan ændre så meget som et komma i lovforslaget, da det følger den nye offentlighedslov.
"Alt er formentlig handlet af," skriver de i en kommentar.
Der er planlagt en hurtig vedtagelse af loven i Folketinget.