Fortsæt til indhold
Politik

Nej til oplysningskampagne om blodprøver

Sundhedsministeren vil ikke aktivt gøre danskerne opmærksom på, at deres blodprøver bruges til forskning.

Ritzau

Danskerne skal gøres opmærksom på, at de kan blokere for, at deres blod- og vævsprøver bruges til forskning.

Sådan lyder det fra både Det Etisk Råd og flere eksperter, efter det er kommet frem, at danskernes prøver kan havne i en klinisk biobank og senere blive brugt til forskning.

Medmindre at patienten har tilmeldt sig det såkaldte Vævsanvendelsesregister og dermed sagt nej. Den mulighed kender mange danskere dog ikke, lyder kritikken.

Men sundhedsminister Astrid Krag (SF) har ikke tænkt sig at gribe ind.

Udbredt tillid til systemet

- Jeg ser de relativt få frameldinger som et udtryk for, at danskerne generelt har tillid til vores sundhedssystem og vores forskning, siger Astrid Krag.

- Vi har et system, hvor man også etisk vurderer forskningsprojekter på sundhedsområdet, og derfor synes jeg ikke, at det er et problem, at tallet er så lavt. Det er ikke et mål i sig selv, at folk skal melde sig fra. Tværtimod, siger ministeren Astrid Krag.

Ministeren tilføjer, at hun ikke umiddelbart har nogen planer om en indsats for at informere yderligere.

- Jeg er optaget af, at danskerne kan være trygge ved den måde, deres data behandles på. I regeringens videre arbejde med at få mest mulig viden ud af de data, vi har, vil det veje tungt, siger Astrid Krag.

Siden 2004 har det været muligt at tilmelde sig registret, som markerer ønsket om, at prøverne kun anvendes til at helbrede en selv. Men kun 460 personer har tilmeldt sig.

Etisk Råd uenig

Ester Larsen, næstformand i Det Etiske Råd, er uenig med ministeren. Hun mener, at der bør være bedre information.

- Jeg tror, man er nødt til at gøre mere aktivt opmærksom på muligheden for at framelde sig. Den har været der hele tiden, men jeg tror, flertallet af patienterne har været uvidende om dette, siger Ester Larsen.

- Vi står over for en mere generel spredning af sundhedsdata, da man gerne vil have en vækst i forskningen, påpeger hun. Fremover vil man ikke kunne garantere anonymitet omkring prøverne.

- Vi har haft indbrud i CPR-registret, og eksperter siger, at det på sigt er illusorisk at bevare anonymiteten, konstaterer hun.