Fortsæt til indhold
Politik

Tidligere minister forlader Folketinget

Hun blev landets første kvindelige forsvarsminister. Nu forlader hun politik.

Hun har været medlem af Folketinget i 14 år. Og hun blev den første kvindelige forsvarsminister.

Men nu er karrieren som politiker slut for Gitte Lillelund Bech, der med øjeblikkelig virkning forlader dansk politik og sin post som folketingspolitiker på Christiansborg.

»Det har været meget spændende og meget lærerigt. Og jeg er dybt taknemmelig over, at jeg har fået muligheden for at opleve og påvirke den politiske proces på allernærmeste hånd,« siger Gitte Lillelund Bech i en pressemeddelelse.

Næste del af karrieren

Gitte Lillelund Bech blev forsvarsminister i februar 2010, da daværende forsvarsminister Søren Gade valgte at trække sig. Lillelund Bech var minister frem til valget i 2011, hvor hun blev afløst af socialdemokraten Nick Hækkerup, der netop har givet posten videre til Nicolai Wammen.

Fra midten af august vil Gitte Lillelund Bech tiltræde jobbet som såkaldt Public Affairs Manager hos kommunikationsbureauet Advice.

»Nu er tiden kommet til at vende tilbage til det private erhvervsliv og bruge de kompetencer, jeg har med fra mange år i politik. Det bliver noget andet, men jeg ser meget frem til næste del af min karriere,« siger Gitte Lillelund Bech, der kalder sig »meget stolt« over sin politiske karriere.

Plan skal være konkret

Nyt folketingsmedlem for Venstre bliver den 29-årige Jakob Engel-Schmidt, der i dag er direktør for Dansk Iværksætter Forening og har en fortid som formand for Venstres Ungdom fra 2009-2011.

Jakob Engel-Schmidt har tidligere talt mod den omstridte offentlighedslov, og han var forleden i pressen med udtalelser om Venstres nulvækst.

»Selve idéen om nulvækst er glimrende, men vi skylder at konkretisere den. Jeg synes ikke, man har været i stand til at forklare, hvordan det skal udmønte sig i realiteternes verden,« sagde Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

»Og jeg synes, det er ærgerligt, at man risikerer at grave en af de bærende politiske mærkesager ned i et hul, før det lykkes at kommunikere den klart og effektivt«.

Det får han nu mulighed for som nyt medlem af Folketinget for Venstre.