Socialdemokrat nægter at trække sig
Trods ledelsens ønsker om, at Fuat Yalan skal trække sig fra byrådet i Helsingør, nægter han.
Det socialdemokratiske byrådsmedlem i Helsingør, Fuat Yalan, vil ikke trække sig fra partiet, selvom partiets kredsbestyrelse mandag aften besluttede at bede ham at trække sig senest tirsdag klokken 18.
Det sker, efter at Fuat Yalan er kommet med kontroversielle udtalelser om kinesere, som han ønskede blev brændt og ville skyde, efter han havde set en film på Youtube om nogle kineseres overgreb på en muslim i Kina. Han har siden undskyldt udtalelserne, og han mener altså, at der ikke er grund til at smide ham ud af byrådet på grund af dem.
"Jeg trækker mig ikke. De kan ikke smide mig ud, og så må det komme til en generalforsamling, hvor medlemmerne skal bestemme," siger Fuat Yalan mandag aften til Jyllands-Posten.
Vil have ny bestyrelse
Fuat Yalan siger, at han har et håb om, at han kan få lov at blive i partiet, fordi han har støtte blandt medlemmerne af kredsen.
Hvordan vil du have det med at være i et parti, hvor kredsbestyrelsen har udtalt mistillid til dig på den måde, som det er sket i aften?
"Så må der komme en ny bestyrelse. Jeg er ked af det, der er sket, og de ting jeg sagde (at alle kinesere skulle brændes og at han ville skyde en kineser, hvis han stod foran ham, red.) skulle forstås sådan, at det var sådan jeg havde det, lige i minutterne efter, jeg havde set filmen om overgrebet," siger Fuat Yalan.
Nyt parti?
Kredsbestyrelsen hos Socialdemokraterne i Helsingør har bedt Fuat Yalan om at trække sig fra byrådet med det samme samt at trække sig som kandidat til det kommende kommunalvalg 19. november i år.
Skulle det ende sådan, har Fuat Yalan dog en ny plan klar.
"Jeg har kontakt med andre partier, og jeg overvejer også at lave mit eget parti. Jeg har fået mange henvendelser fra folk, der ønsker at jeg skal fortsætte mit politiske arbejde."
Fuat Yalan har indtil i morgen, tirsdag, klokken 18 til at meddele, at han trækker sig fra den socialdemokratiske byrådsgruppe i Helsingør og den kommende valgkamp.