Partier vil stoppe hundeaflivninger
Ny sag om aflivning af hunde er »helt uholdbar,« siger DF og Enhedslisten.
To hunde fra Herning - Rex og Silva – står til at blive aflivet.
Og måske er de allerede blevet det.
Hundene er nemlig alene på grund af deres udseende mistænkt for at være kamphunde, og det er nok til at politiet må hente og aflive hundene.
Foreningen Fair Dog har stævnet politiet, men Rigspolitiet har besluttet, at sagen ikke har opsættende virkning.
Og dermed kan hundene aflives.
Et familiemedlem
Den beslutning møder skarp kritik fra blandt andet Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
»Det er åbenlyst, at dette er noget, som regeringen skal kigge på. Det kan ikke være rigtigt, at ejerne ikke kan få en sagkyndig – det kunne være en dyrlæge eller anden – til at vurdere hundene, før politiet bare afliver dem,« siger Dennis Flydtkjær, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, til Jyllands-Posten
Han er rystet over, at politiet ikke vil give sagen opsættende virkning.
»Hvad skal familien gøre, hvis de vinder sagen? Så er hunden jo død. Det er jo ikke en cykel eller noget tilsvarende, hvor man lige kan købe noget nyt. Det er et levende væsen, og for mange mennesker, så er en hund jo ligesom et familiemedlem,« siger Dennis Flydtkjær.
Helt uholdbart
Ifølge loven skal hundeejerne kunne dokumentere, at deres hund ikke er en kamphund. Der er således tale om såkaldt omvendt bevisbyrde
Men som bevis regnes kun godkendte stamtavler, og dem har mange danske hundeejere ikke.
»Det er naturligvis helt uholdbart, at vi har en lovgivning om, at politiet kan aflive hunde på baggrund af en formodning om, at hunde helt eller delvis stammer fra ulovlige hunderacer og at politiet ikke en gang er forpligtet til at indhente en neutral sagkyndig udtalelse før hunden aflives,« siger Per Clausen, der blandt andet er dyrevelfærdsordfører for Enhedslisten.
»Sagen bliver endnu værre af, at politiet ikke afventer udfaldet af en retssag før en hund aflives«.
Evaluering på vej
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) – der har hundeloven under sig – er i øjeblikket i gang med en større evaluering af loven.
Evalueringen forventes dog at tage det meste af 2013 og først derefter skal der eventuelt fremsættes et lovforslag om ændringer af hundeloven, oplyser Fødevareministeriet på sin hjemmeside.
Ministeren har tidligere oplyst, at hun forventer, at evalueringen betyder en ændring af straksaflivning af hunde, der har skambidt andre hunde.
Det er dog usikkert om denne ændring også skal gælde hunde, der mistænkes for at være kamphunde.
Forening: Enormt problem
Foreningen Fair Dog mener, at hunde er den eneste lov, hvor man destruerer beviser, inden sagen har været for retten.
»Man underminerer borgernes retssikkerhed og demonstrerer politiets magtfuldkommenhed, fordi man har fjernet magtens tredeling i hundeloven. Det er politiet, som både er udøvende og dømmende magt. Og det, mener vi, er et enormt problem,« siger formand Charlotte Andersson til Jyllands-Posten.